Moseby får posthus hos købmanden

Min Købmand i Moseby åbner for ekspedition af pakker fra tirsdag 11. august

Lonni Larsen, indehaver af Min Købmand i Moseby, åbner snart for pakkeekspedition for Post Danmark. Foto: Flemming Dahl Jensen

Lonni Larsen, indehaver af Min Købmand i Moseby, åbner snart for pakkeekspedition for Post Danmark. Foto: Flemming Dahl Jensen

MOSEBY:Fra tirsdag 11. august bliver det lettere for kunderne i Moseby at få ekspederet deres pakker med Post Danmark. Her åbnes der nemlig op for det nye posthus hos Min Købmand.

I alt har Post Danmark omkring 1600 udleveringssteder over hele landet, hvoraf de 1100 er posthuse og 500 er pakkebokse. I følge Post Danmark gør den stigende nethandel det nødvendigt at åbne flere posthuse:

- Med det nye posthus hos købmanden i Moseby kan vi øge tilgængeligheden og gøre det endnu lettere for kunderne i området, når pakkerne fra den stigende nethandel skal hentes og sendes, siger Gordon Dalsgaard, kundechef i Post Danmark.

Købmand Lonni Larsen ser frem til premieren med spænding. Hun modtog en mail fra Post Danmark om, at de søgte nye postbutikker og valgte at slå til:

Kortere til posthuset

- Jeg vil gerne gøre det for lokalsamfundet. Jeg håber, mange vil benytte sig af vores nye postkontor, så de ikke længere får så langt, siger Lonni Larsen, indehaver af Min Købmand i Moseby.

Hun tør ikke sige, hvor mange ekstra kunder, postekspeditionen vil føre med sig, men håber naturligvis, at det vil medføre øget omsætning og i endnu højere grad medvirke til at gøre købmandsbutikken til det lokale omdrejningspunkt. Postkontoret betyder ingen ændringer i butiksindretningen. Det vil blive klaret fra kioskområdet ved kassen, der også håndterer receptpligtig medicin, tips og lotto.

Hidtil har Moseby-beboernes nærmeste posthus været hos SuperBrugsen i Pandrup. Her har man i tre år haft posthus i butikken med gode erfaringer. I følge uddeler Anders Sølvkær giver det ekstra kundetilstrømning. Han kan ikke udtale sig om, hvor meget, men vurderer, at det er en service, butikken er nødt til at tilbyde på linje med tips, lotto og lignende. Postkontoret kræver ikke væsentlige ekstra resurser:

- Det betyder ikke så meget ekstra arbejde for vores personale. Vi har kiosken åben alligevel og kan sagtens håndtere pakkeekspedition oven i almindeligt kiosksalg, siger Anders Sølvkær.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.