Moseby-spillerne i hopla

Moseby vandt udekampen i serie 4 mod Arentsminde med 6-1. Moseby fik dermed oprejsning ovenpå sidste weekends blamage i kampen mod Gjøl.

Træner Bjarne Nielsen kunne igen råde over hele truppen og derudover er der tilgang af Thomas Durup, der tidligere har spillet i Viborg på danmarksserie-niveau. Selvom han ikke er i form endnu, kunne hans tilstedeværelse tydelig ses på holdet. Moseby kom godt fra start selvom de ikke tilspillede sig de store chancer i kampens indledende fase. I det 20. minut kommer Moseby foran 1-0 på mål af Jesper Simonsen efter et hjørnespark. Indenfor de sidste 10 minutter af 1. halvleg kommer gæsterne foran 2-0 og 3-0, begge mål scoret af tilkomne Thomas Durup. 15 minutter inde i 2. halvleg fortsætter Moseby sin målscoring, denne gang scorer Morten Lundtoft til 4-0 efter der er begået straffespark imod Dennis Børgesen. Kort efter øger Jesper Verner føringen til 5-0 efter godt bandespil med Thomas Durup. Morten Sølvkjær afslutter sætte Mosebys sidste mål ind til 6-0 med 10 minutter tilbage af opgøret. Otte minutter før tid scorer Arentsminde reduceringsmålet til 1-6. Som cifrene antyder var Moseby fuldstændig dominerende fra start til slut og kunne med lidt større effektivitet have scoret flere mål. Træner Bjarne Nielsen var dog godt tilfreds og specielt tilfreds med at være på tavlen i en kreds, hvor modstanderne hurtigt kan være langt foran og op- og nedrykning være afgjort.