EMNER

Mosefest i Biersted med grand prix og loppemarked

BIERSTED:Fra fredag til søndag den kommende weekend inviterer Biersted IF som enearrangør til Mosefest, og derfor går overskuddet fra festen til klubbens ungdomsarbejde. Festen begynder på sportspladsen fredag med mulighed for at køre med fjernstyrede biler. Der er blandt andet en én meter lang bil med musikanlæg, diskotekslys og døre, der selv åbner. Senere om aftenen er der banko i hallen. Lørdag er der rundstykker, kaffe og petanque fra morgenstunden samt ungdomsfodbold. Der er gratis hoppeborg og loppemarked med boder. Både byens borgere og de erhvervsdrivende inviteres til at komme med en bod for at sælge produkter eller lopper. Der er også sponsorcykelløb, og sidst på eftermiddagen spiller et udvalgt old boys fodboldhold fra Biersted mod et norsk hold. Om aftenen er der fest, spisning og musik i hallen.Søndag er der igen fjernstyrede biler, og om eftermiddagen er børne melodi grand prixet et tilløbsstykke.