EMNER

Mosen i Storskoven

Sømosen er ikke blot en sand naturperle - den har også en spændende kulturhistorie

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Gråstrubet lappedykker i Sømosen. Vandet farves grønt, da de omgivende træer spejles i det blanke vand. Foto: Søren Skov

DRONNINGLUND:Ordet ”naturperle” bruges for det meste i flæng og opfattes derfor oftest som en kliche. Men det sker, at man falder over et lille naturområde, der er noget helt særligt. Et sted, hvor betegnelsen ”naturperle” føles både naturlig og rigtig.

Sådan et sted er Sømosen i Dronninglund Storskov.

Hvis Sømosen havde fået lov til at ligge urørt hen, ville den i dag være en rigtig højmose, men tørvegravning har forvandlet mosen til et sælsomt landskab, hvor åbent vand veksler med moseflader og hængesæk.

Ikke føde nok

Sømosen er smukkest, når kærulden og tranebærrene blomster i juni, Her farves mosefladerne i rødt og hvidt. Men også i sensommeren er Sømosen værd at besøge, og da der er sti hele vejen rundt om mosen, kan man på en halv time snildt se hele Sømosen og blive en god oplevelse rigere.

Hvis man har en kikkert med, kan man i de åbne vandflader ofte se farvestrålende lappedykkere. Både gråstrubet og lille lappedykker yngler i Sømosen, men som regel ikke samtidigt. Tilsyneladende er der ikke føde nok i det næringsfattige mosevand til dem begge to.

Men det, som gør mest indtryk er nok Sømosens stemning af uforstyrret natur. Her kan man snildt føle sig hensat til en øde, uberørt skovmose i de store svenske skove.

Synet bedrager. Som næsten alt anden natur i Danmark er også Sømosen påvirket af mennesker.

Vinterboplads

Langs med stien kan man hist og her se små grupper af stedsegrønne vincaer. En plante, der herhjemme normalt hører hjemme som bunddække i havernes staudebede. Når man møder vincaen ved Sømosen er det derfor som en form levende relikt, der stilfærdigt fortæller, at her har der boet mennesker.

Fra midten af 1860´erne og helt frem til til tiden omkring Anden Verdenskrig var Sømosen vinterboplads for en blandet skare af cirkusfolk, gøglere og farende svende, der boede i små primitive hytter langs med søbredden. I Sømosen kunne de grave tørv og ellers passe sig selv, indtil foråret kom, og det atter var tid til at begive sig ud på landevejene.

Blandt de cirkusslægter, der holdt til ved Sømosen i slutningen af 1800-tallet, var familierne Benneweis, Mundeling og Enoch, som senere alle satte et stort præg på dansk cirkus.

Spille og optræde for folk

De tysk-klingende navne røber, at Sømosens beboere oprindeligt kom fra Holsten og Sydslesvig. Fra familier, der i generationer havde tjent som regimentsmusikere og soldater på de danske fæstninger i grænselandet. For at supplere deres beskedne løn havde de i fredstid lov til at spille og optræde for folk.

Efter nederlaget i 1864, der førte til tabet af Slesvig-Holsten, flygtede de op gennem Jylland, da de stadig var tro mod den danske konge, selv om deres sprog var tysk.

Her havde mange imidlertid svært ved at falde til i deres nye omgivelser. De talte jo tysk, og blev derfor ofte mødt med modvilje, da Tyskland og tyskere var blevet forhadt hos mange almindelige danskere efter krigen i 1864.

For længst borte

De lærte sig derfor at leve som rejsende i gøgl, cirkus og tivoli i sommerhalvåret. Om vinteren boede de i to små kolonier ved Jyske Ås. Udover Sømosen oprettede de også en lille bebyggelse i Dorf, som jo er tysk for landsby, lidt nord for Jyske Ås.

I dag er gøglernes og cirkusfolkets små, primitive huse for længst borte.

Men deres beskedne, hårdføre haveplanter, vincaérne, er her endnu.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst