Moskebranden i Malmø var påsat

EMNER 25. juni 2003 08:00

Malmø, tirsdag /ritzau/ Branden ved den store moské i Malmø var påsat. Ukendte gerningsmænd har hældt benzin ud i entréhallen og sat ild til den. Det oplyste politiet tirsdag efter en omfattende teknisk undersøgelse. Branden fik et eksplosivt og hurtigt forløb. Det lykkedes dog brandfolkene at redde selve moskeen og minareterne, som dog blev sodsværtede og røgskadede. De træbygninger, som husede Islamic Centers friskole, forskole og administration, brændte ned. Branden begyndte indendøre i entréhallen i forbindelsesgangen mellem bygningerne, hvor benzin er blevet hældt ud og antændt. - Benzin er blevet hældt ud i denne del af bygningen, siger Peter Tjäder, der er chef for Skånes kriminalpoliti. I forbindelse med efterforskningen er omkring en snes mennesker blevet afhørt, men der er ikke fundet nogen, der er mistænkt for branden, der opstod den 26. april mellem kl. 22.45 og 23.08, da en taxichauffør i nærheden slog alarm. Bygningen blev låst af kl. 22.45, og de tekniske undersøgelser tyder ikke på indbrud, eller at benzinen er blevet kastet ind. Der er ifølge Peter Tjäder ikke rettet nogen konkret mistanke for branden mod nogen organisation. Derimod arbejder politiet nu ud fra en teori om et "internt motiv." Det betyder, at politiet skal til at gennemgå, om der kan være nogen af centrets medlemmer, som kunne tænkes at være mulige gerningsmænd. - Nu er det mere interessant end tidligere at undersøge, om der findes nogen indre modsætninger. Det er jo en sammenslutning, der har vældig mange medlemmer, siger Peter Tjäder. Islamic Center har ikke modtaget nogen trusler, som kan sættes i forbindelse med branden. Der blev fundet en Davidsstjerne malet på bygningens ydervæg i forbindelse med branden. Men det står ikke klart, om det har noget med branden at gøre. På stedet fandt politiet en spraydåse af tysk fabrikat, som ikke er blevet solgt i Sverige gennem flere år. Islamic Centers grundlægger og administrerende direktør, Bejzat Becirov, blev rystet over beskeden om, at der var tale om en påsat brand. Han mødtes med politiets efterforskere tirsdag morgen og blev orienteret om, hvad de tekniske undersøgelser viste. - Det er en forfærdelig besked, der er kommet. Det er en vanskelig situation, men vi er nødt til at sørge for, at der ikke opstår had. Nu er vi alle nødt til at se fremad, sagde Becirov. Politiet står uden motiv til, hvorfor branden blev påsat, og Becirov mener, at det vil være skrækkeligt, hvis nu man begynder med gætterier. "Følelserne skal køles lidt ned nu," siger han. Den sydsvenske moské er samlingssted for omkring 55.000 forsamlingsmedlemmer i hele Skandinavien. Branden, hvis skader løb op i 30-35 millioner svenske kroner, forårsagede stor opstandelse. Den islamiske menighed modtog støtteudtalelser fra flere politikere, og sympatitilkendegivelser strømmede ind. Den Svenske Kirke opfordrede sine menigheder til at bidrage til genopbygningen. De 150 skolebørn, der blev undervist i Islamic Centers lokaler, måtte flyttes til andre lokaler, og det vil heller ikke lykkes dem til efteråret at blive undervist i centret, Planen er dog, at alt skal genopbygges. - Men måske kommer det til at vare mindst et års tid, inden virksomheden atter er i gang, siger Bejzat Becirov. I løbet af sommeren skal selve moskeen gøres i stand, og Becirov håber, at den atter kan tages i brug i løbet af september eller oktober. Efterforskningen for at få afsløret gerningsmanden eller gerningsmændene fortsætter. - Men vi er helt afhængige af, at nogen træder frem med nye oplysninger, siger Peter Tjäder. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...