Udland

Moskva bliver væk fra Syrien-møde i Paris

Rusland har meldt afbud, når over 60 lande samles i Paris ved tredje internationalt forum om Syriens konflikt.

Moskva bliver væk fra Syrien-møde i Paris

Rusland vil ikke deltage i et møde om Syrien i Paris fredag, hvor vestlige lande sammen med arabiske stater i gruppen Syriens Venner vil forsøge at koordinere bestræbelser på at få stoppet volden i landet, siger den franske udenrigsminister, Laurent Fabius.

- Rusland er inviteret, men det har meddelt, at det ikke deltager, hvilket ikke kommer som nogen overraskelse, siger den franske minister.

Både Rusland og Kina, der begge har vetoret i FN's Sikkerhedsråd, holdt sig væk fra tidligere møder af samme art.

Mødet for Syriens Venner i den franske hovedstad for over 60 lande er det tredje - efter et i Tunis i februar og et andet i Istanbul i april. Ved de tidligere møder er der blevet krævet skrappere sanktioner mod Bashar al-Assads regime i Damaskus.

Moskva beskyldte tirsdag Vesten for at "forvrænge" indholdet af en aftale, som blev opnået i Genève i weekenden. Aftalen gælder en plan om et overgangsstyre i Damaskus.

Den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, roser aftalen, som er baseret på forslag fra den internationale mægler Kofi Annan, men han siger, at de vestlige lande allerede læser mere ind i den end det, der er skrevet ned.

Imens fortsætter kampene mellem hæren og de spredte oprørsenheder i Syrien, og der blev mindst dræbt 38 mennesker under nye blodsudgydelser tirsdag, vurderer Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder.

Dermed er over 110 mennesker blevet dræbt under eskalerende vold i de seneste to døgn.

Over 16.500 er blevet dræbt under konflikten i Syrien, der begyndte i marts sidste år, viser menneskerettighedsgruppens opgørelser.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.