EMNER

Moti(vati)onsmangel

Slapheden genkendt i skarpt trav

AABYBRO: Det er den neuromuskulære stabilitet, der svigter, og heldigvis er det naturligt, at det bliver sværere for hvert forsøg på at holde balancen. Vi står i en rundkreds på græsset bagved Aabybrohallen med fremstikkende, let bøjede kalveknæ og balancerer på tæerne. Vi er ved at varme op til powerwalk, og det er her, det neuromuskulære kommer ind - nerveforbindelsen til anklerne, vistnok. Seks kvinder denne aften foruden tilløberen, som har taget sine bedste spadseresko på. Det er dem, der om lidt redder mig fra mig selv…eller hvad man skal sige. Powerwalk. Det er ikke først og fremmest meningen, at vi skal ud og nyde naturen, selv om planen er at gå ud omkring Fristrupvej på den anden side af hovedvejen. Vi skal gå. GÅ. Med hurtige skridt og rank holdning. Bare afsted. Med det lange, seje træk får vi forbrændt noget fedt, og samtidig forbedrer vi konditionen. Vi lægger ud i almindeligt, eget tempo, forklarer Anne Mortensen. Hun læser til fysioterapeut og synes, at hun forener det studierelevante med sand fornøjelse, når hun sætter power på pulsen. Det er naturligt, forstår man, at gruppen snart efter start deler sig i to, og det trøster jeg mig med, mens jeg udgør min egen nede bagved. Instruktøren er venlig at supplere bagtroppen, og det er også en af reglerne: Ingen går alene… Vi får snakket lidt om teknikken. Et fif, for så er det min ledsager, der skal tale. En anden én har rigeligt at bruge luften til…. Man går altså rask afsted i eget tempo, som sagt, og omtrent hvert tiende minut kommer så den ekstra power, et interval, som først er på et enkelt minut, og som i de følgende godt kan øges til det dobbelte alt efter, hvordan det nu går. Det er her, pulsen kommer rigtigt op. Og af hensyn til amene er de få minutter faktisk hårdt. De skal nemlig godt med, og det er tilsyneladende hele fidusen: Ikke for lange sving, for så tager man også længere skridt, ikke for korte, for så giver man sig til at trippe. Man skal finde sin form et sted midt imellem. Hurtige sving giver hurtige skridt. Man kan lege, man løber langrend på ski, så ligner det det rigtige. - Det er her, man godt kan komme til at svede, lyder en ganske overflødig forklaring. Vandet løber allerede Deres udsendte ned ad ryggen, håret er vådt i panden, og foreløbig er vi ikke kommet ud af Aabybro. Og helt ærligt, en storby er den jo ikke. Det er nu, jeg sætter ind med mit taktiske spørgsmål: - Hvad med fodtøj? - Selv om man synes, man går godt i et par almindelige sko, er det her noget andet, forklarer Anne Mortensen, end bare at have dem på f.eks. på arbejde, hvor man går på en anden måde og ikke så langt i træk. Du vil nok om lidt især kunne mærke det op igennem sålen. Der er ikke den samme affjedring som i et par ordentlige løbesko. Det er vist rigtigt. Jeg koncentrerer mig om at føle, og jeg synes også godt, jeg kan mærke asfalten, siger jeg og foreslår, at jeg nok hellere må stoppe så, og vente, til jeg får et par ordentlige sko…. Ugghhhh! Der var den igen. Præcist og lyslevende. Genkendt, fordi det er den gamle melodi: Jeg skal først lige… Dårlige undskyldninger og mangel på selvdisciplin. …. Da jeg sætter min ind i fotografens bil for at lade mig transportere tilbage til min egen ved Aabybrohallen, synes jeg lige, jeg er nødt til at forklare, hvor dumt det ville være, hvis de andre skulle bære mig det sidste stykke hjem… Måske kan man virkelig på et tidspunkt blive så træt af sine egne bortforklaringer, at man en dag går med og løber den største risiko, det indebærer: At man slet ikke kan undvære det!