Motion er blevet en hjertesag

Arne M. Jensen trives bedst med en travl hverdag - men efter blodproppen er sund kost og motion også kommet i fokus

BRØNDERSLEV:Fredag den 26. april 1996 blev en skelsættende dato for byrådsmedlem Arne M. Jensen og hans familie. Forud var gået dages travlhed på formandsposten i Dansk Metal Brønderslev rundet af med generalforsamling torsdag aften. Arne M. Jensen husker klart den dag, der på godt og ondt blev et vendepunkt i hans liv. - Jeg tog tidligt hjem fredag. Jeg ville en tur i haven og begynde på forårsarbejdet. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke havde det så godt. Jeg havde svært ved at få vejret og tænkte, at jeg måske havde været for hård ved mig selv, da jeg cyklede op ad bakken hjem. Da Valborg kom hjem efter en indkøbstur, kunne hun godt fornemme at noget var galt. Selvom Arne forsøgte at skjule det for omgivelserne - og måske i virkligheden også for sig selv. I dag siger han, at han ikke ville vedkende sig situationens alvor - og desuden også ville undgå at skabe panik hos sine børn og sin kone. Utilpasheden tog til i styrke, og han blev nødt til at lægge sig på sengen - nu kunne han også mærke reaktion i armene. - Min far døde af en blodprop som 55-årig, så jeg var opmærksom på symptomerne. Jeg var rimelig sikker på, hvad det var, men ville ikke sige det. Der skulle overtalelse til, inden Valborg fik lov at aftale tid med lægevagten. Og lægen var ikke i tvivl. Han ringede fluks efter en ambulance - et skridt som Arne var alt andet end begejstret for. - Det er den længste køretur jeg nogensinde har haft til Hjørring - selvom det gik ganske stærkt. På det tidspunkt var jeg vanvittig angst. Falck-folkene var utroligt professionelle og havde en kollosal ro. Men jeg var rimelig sikker på, at mine dage var talte på det tidspunkt. Valborg Jensen måtte køre hjem til parrets to børn, der dengang var 12 og 14 år for at fortælle dem, at far var på vej til Hjørring i ambulance. Blodproppen De første prøver viste, at det ikke var en blodprop. Gisningerne gik på, at der måske var tale om en reaktion ovenpå travlhed og stress. Men lørdag eftermiddag kunne overlægen fortælle, at der desværre ikke var nogen tvivl: Der var tale om en blodprop i hjertet. En besked det tog tid at fordøje og forstå. - Det er en utrolig barsk besked at få, husker Arne og tilføjer, at der gik timer, inden han kunne tænke klart. Da børnene kom på besøg, forsøgte han at signalere, at der ikke var grund til bekymring. - Det var vigtigt for mig at skabe ro overfor vores børn. Jeg kunne tydeligt huske, da jeg var 27 år og min far døde. Det var et hårdt slag at have en rask far, der var væk i løbet af ganske få timer. Det ville jeg ikke have mine børn skulle opleve - og jeg ville ikke have, de skulle mærke min angst. I den forbindelse fremhæver han personalets evne til at skabe ro om både patienter og pårørende - ikke mindst om børnene. Arne havde i tiden efter god nytte af sin medfødte stædighed og sin store vilje. Når der ikke var gæster, travede han gangene tynde for at komme i gang igen og for at få de mange tanker lidt på afstand. Hospitalsopholdet blev rundet af med en cykeltest, hvor han fik lejlighed til at afprøve sin egen fysiske formåen under kontrollerede forhold. - Jeg skulle cykle på kondicykel, så længe jeg overhovedet kunne. Og det var virkelig med til at give mig tro på, at kroppen stadig kunne holde til en del. Travl hverdag Selvom det i dag er syv år siden blodproppen slog til, sætter den stadig sine spor i familien. Motion og hjerterigtig mad har fået høj prioritet. Og både Valborg og Arne er medlem af Hjerteforeningen og Valborg af den lokale hjertekomité, hvor hun er sekretær. - Før havde jeg aldrig tid til motion, smiler han. - Jeg kunne umuligt finde en halv time. Jeg kunne altid finde et eller andet, jeg havde travlt med. Jeg havde heller aldrig tid til at tage ud med fiskestangen og slappe lidt af. Sådan er det ikke i dag - og det skyldes skam ikke, at Arne M. Jensen har fået færre gøremål. Han er fortsat aktiv i byrådet, gruppeformand for socialdemokraterne, formand for Dansk Metal og indehaver af en række andre titler, der også kræver hans tid og engagement. Og sådan har han det iøvrigt bedst. - Jeg er involveret i lige så mange ting i dag. Og jeg er væk lige så mange timer om ugen. Budskabet fra lægerne var dengang, at jeg ikke skulle lave totalt om på mig selv. Det kan jo ikke nytte noget at placere mig på en stol og sige, jeg ikke må lave noget resten af mit liv. Men jeg skulle ikke vende tilbage til samme livsform. Forskellen er, at jeg har lært at lytte til de signaler min krop og min familie sender. Og jeg er blevet mere konsekvent til at sige, at der skal være tid til andet end arbejde. Arne M. Jensen erkender i samme åndedrag, at det kan være vanskeligt at sige nej, når engagement og interesse er drivkraft. - Det er jo svært når ens arbejde og det politiske arbejde er ens hobby. Og i den forbindelse har Valborg været god til at trække i bremsen, når iveren blev for stor. 2500 kilometer Efter hospitalsinlæggelsen tog Valborg og Arne lange traveture i Grindsted Plantage. Og siden skiftede Arne traveskoene ud med løbesko. - Men det med at løbe og gå keder mig. Og på et tidspunkt begyndte jeg at cykle lidt på min 20 år gamle cykel. Cykelturene blev længere og længere, og på hustruens opfordring blev den gamle cykel suppleret med en racercykel. - Det er utroligt spændende at dyrke motion på den måde. I år er det på raceren blevet til 2500 kilometer - heraf de 2000 alene. Andre kilometer er tilbagelagt i blandt andet markedsløbet på 135-kilometer-ruten og sammen med broderen, der også har fundet interesse for cykelmotion. Hertil kommer, at den gamle cykel hver dag bliver luftet til og fra arbejde - med mindre der er møder udenfor bygrænsen. Og bakken op til hjemmet i Rolfsgade skal iøvrigt tilbagelægges med højest mulig hastighed, så hjertet danser cancan. - Motion er en god investering. Det er for eksempel ikke så belastende at sidde til møder en sen aften, hvis man er i god kondition. Man klarer tingene bedre. Farvel til spegepølsen Maden er primært Valborgs bord, og hele familien nyder den hjerterigtig mad. Før var der stegt flæsk og sovs på bordet - og fedtkanten på koteletten blev ikke skåret fra. Sådan er det ikke mere. Magert oksekød, fjerkræ, kalkun og fisk er blevet en yndet spise. - Spegepølse var mit hovedpålæg - det er slut. Men spegepølse, æg og lever har jeg ikke rørt siden. Jeg er hele tiden opmærksom på, hvad jeg spiser. Men jeg har aldrig gjort mig til slave af kure eller spisevaner. Angsten havde i årene efter blodproppen sit tag i både Arne og familien. Angsten for, om det nu ville ske igen. - Egentlig tror jeg, det tog længst tid for familien at komme over. Valborg husker, at det var vanskeligt at give slip og ville egentlig helst overvåge sin mand døgnets 24 timer. Når hun hørte en ambulance rykke ud, kom angsten snigende. Men i dag kan parret bruge den alvorlige advarsel konstruktivt. - Jeg har helt klart fået et mere positivt liv. Jeg har været i stand til at skubbe den negative del i baggrunden. Og Arnes stædighed fornægter sig ikke. - Mit mål er at nå min 100 års fødselsdag, smiler han.