Motionsidræt

Motionisterne er i flertal

THISE:Svend Rømer har været formand for Thise Idrætsforening i 11 år. Og det bliver derfor ham, der tager imod alle gæsterne til lørdagens reception i Thise Forsamlingshus. Anledningen er foreningens 60 års jubilæum, som tillige fejres med en fest om aftenen. - Til receptionen håber vi på besøg af mange gamle medlemmer og naboklubber, siger Svend Rømer, der sammen med den øvrige bestyrelse ønsker sig penge til nyt postelin til klubhuset. Selve festen foregår også i forsamlingshuset, for endnu er indsamlingen til en længe ønsket hal stadig 1,7 millioner kroner fra målet. - 1,2 millioner kroner er der imidlertid givet tilsagn om fra borgere i Manna og Thise, og det er flot, mener Kaj Kristensen, der også er med i bestyrelsen. Han glæder sig sammen med formanden over den store opbakning til foreningens arbejde fra de omkring 400 medlemmer. De fordeler sig på sommeraktiviteter som fodbold, håndbold, atletik og petanque, mens der om vinteren er gymnastik, motionsløb, håndbold og badminton. - Desuden spiller petanquefolkene kort om vinteren, fortæller Svend Rømer om de ofte over 30 motionister til kortspil i klubhuset. Æresmedlemmer Og netop motionisterne har fået overtaget i de senere år. - Tidligere var fodboldmedlemmerne i stort overtal, men det vendte midt i 80'erne, siger Svend Rømer, der er godt tilfreds med, at et af sommerens allerstørste fodboldarrangementer foregår i Thise. - Nordjysk mesterskab i sandkasse trækker hvert år mellem 120 og 130 hold til fra hele Nordjylland, siger han om arrangementet, der har stået på i 13 år. Men også den årlige fest med Bjørn og Okay er idrætsforeningen kendt for. - Det er da noget af en præstation, at der 15 år i træk bliver ved med at komme nye folk til festen, mener Kaj Kristensen. Folk kommer der også til festen på lørdag. Over 100 har allerede meldt sig til spisning og dans til Djingo. De kommer også til at opleve, at nogle af medlemmerne får flidsmedaljer og fiduspokaler. Og så skal endnu et æresmedlem føjes til de to, der er i forvejen. I 1992 tilfaldt æren Henry Sørensen, mens Margit Jensen for fem år siden kom i samme selskab. Hvem det er i år, vil hverken Kaj Kristensen eller Svend Rømer afsløre. - Men det er nok ikke svært at gætte, spår de.