Motionscenter i magstempo

Bokseklubben sigter nu på at åbne sine nye lokaler i oktober

HADSUND: Det har en ganske "naturlig" forklaring, at Hadsund Amatør Bokseklub ikke, som planlagt, har kunnet åbne sit nye motionscenter. - Det er dér, der er skyld i, at vi er blevet forsinket. Der er æg i, eller der var i hvert fald, forklarer bokseklubbens formand Uffe Hansen, mens han peger op på en fuglerede i spærrene på Nørregade. Øjnene bag brilleglassene afslører intet, før mundvigene efter et par sekunder trækkes op som tegn på, at udsagnet om den ynglende solsort absolut intet har på sig. Smilet røber samtidig, at forsinkelsen trods alt er til at leve med. Ganske vist har man midlertidigt måttet leje sig ind på Hotel Hadsund med klubbens aerobichold, men selvom alt i busmatadoren Stanley Larsens tidligere kontorer, garager og værksted ligger hen i byggerod, så kan Uffe Hansen nu øjne en slutning på historien. Vel at mærke en lykkelig en af slagsen. - Det bliver godt. Det bliver rigtig godt, retter han sig selv og fortsætter: - Vi bliver færdige i oktober, i hvert fald med motionsrummet og omklædningsrummene. Det kommer nok til at knibe med resten, forklarer han og tilføjer, at den naturlige og rigtige forklaring på forsinkelsen er, at opgavens omfang simpelthen er kommet bag på ham og de øvrige involverede. Motionscenteret er nemlig kun en del af det projekt, bokseklubben har i støbeskeen. Matrikelen kommer desuden til at rumme aerobic-rum, solcenter, café, boksering samt to klinikker for alternative behandlere. Sidstnævnte har bokseklubben umiddelbart intet at gøre med. De lejer sig ind, ligesom bokseklubben selv gør det hos ejeren, Promito ApS, hvor Torben Jensen er direktør. Hans firma TJ Byg står sammen med frivillige fra bokseklubben for arbejdet med at renovere og indrette bygningerne til deres nye formål. Et formål, som Uffe Hansen er overbevist om, at der nok skal være søgning til. - Dansk Bodysport regner med, at 9-12 procent af en kommunes befolkning går i motionscenter, og vi regner med fire hér. Vi havde i sidste sæson 160 medlemmer til motionsdelen, og jeg er overbevist om, at tilgangen nok skal komme, når vi slår portene op, siger Uffe Hansen. Han lader sig ikke forstyrre af, at eksempelvis Hadsund Gymnastikforening netop har startet spinning op med stor succes og i årevis har haft aerobic på programmet. - Der er plads til os allesammen, slår han fast. 400 medlemmer i motionscenteret er målet, og selvom det langt overgår antallet af aktive boksere, så lægger Uffe Hansen ikke skjul på, at motion og aerobic er en sekundær aktivitet for bokseklubben. - Vi går jo hele tiden og overvejer, hvordan vi kan lave penge til den kommende sæson, og vi gider ikke længere at gå tiggergang som nummer 27 i rækken hos de lokale forretninger og virksomheder. Hele ideen med det her er at lave penge til bokseklubben, så den kan få et sportsligt løft, siger han. Dermed er der også sagt endegyldigt farvel til Fjordfestivalen, i hvert fald med bokseklubben som medarrangør. - Det er slut med festival, byfester og koncerter. Nu koncentrerer vi os 100 procent om at få det her til at køre, siger bokseformanden.