Motionsfakkel for et sundere liv

Der var flere motionsformer at afprøve i rododendronparken

BRØNDERSLEV:Sundhedsstyrelsens motionsfakkel nåede lørdag eftermiddag til rododendronparken i Brønderslev, hvor en del omend ikke overvældende mange mennesker var mødt op for at høre om og udøve faklens budskab. Faklen er på vej rundt i hele Danmark, og det er Sundhedsstyrelsens mål at gøre folk opmærksomme på, at bare 30 minutters motion om dagen er nok til at gøre os væsentligt sundere. Formand for social- og sundhedsudvalget i Brønderslev Kommune Birgitte Josefsen bød faklen velkommen med en appel om, at alle vil tage udfordringen op og et håb om, at kampagnen gør en forskel. I Hedelund Rhododendronpark var der et udvalg af motionsformer som aerobic, gymnastik og tennis, eller man kunne holdvis iføre sig græsskiene og kæmpe om at komme først i mål. Et længere liv - De forskellige idrætsformer skal være med til at gøre det klart for folk, at der er mange muligheder for at dyrke 30 minutters motion om dagen, fortæller fuldmægtig i Sundhedsstyrelsen Mette Lindstrøm. Og hun fastslår, at tre gang ti minutter er lige så gavnlig som en halv times motion i træk - Det kan lige så godt være at cykle frem og tilbage til supermarkedet, som det kan være at gå til fodbold eller badminton, forklarer hun. - Nyere forskning har vist, at det er lige så farligt at være fysisk inaktiv, som det er at ryge. Ved at dyrke en halv times motion om dagen, kan vi til gengæld forlænge vores liv med otte-ni år i gennemsnit, afslører hun. - Mange danskere undskylder sig med, at de ikke har tid til at dyrke motion, men vi ser samtidig i gennemsnit fjernsyn i 2 1/2 time om dagen. Det vigtige er derfor snarere, at folk er bevidste om at de sidder for meget stille og får indarbejdet motionen i deres dagligdag, mener Mette Lindstrøm. Stafet i parken Iderigheden er stor, hvad faklens tur rundt i landet angår. I Skagen, var der arrangeret travetur rundt i byen med gratis adgang til alle seværdigheder, og et andet sted vil man forsøge at holde faklen i live ved at svømme rundt med den i de timer, den er på besøg. Også i rododendronparken blev der lavet et rekordforsøg. Fire medarbejdere fra virksomheden PN Beslag besluttede at løbe stafet rundt i parken, og målet var at nå op på i alt 25 kilometer inden faklen skulle videre på sin rejse. Da NORDJYSKE var forbi, havde de fire mænd løbet 14 gange 600 meter og altså nået at løbe de første 8,4 kilometer. - Vi forsøgte at få lov til at løbe faklen et stykke sydpå, men da det ikke kunne lade sig gøre besluttede vi at løbe rundt hernede i stedet, fortæller Peter Harbo, der er idemanden bag stafetten og netop er kommet tilbage fra endnu en runde. En omgang "battle" Var man ikke til de traditionelle motionsformer, bød fakkelmotion også på lidt mere særprægede. Man kunne eksempelvis forsøge sig med spil ved navn "battle". - Battle går ud på, at to hold hver sender en mand ud for at samle i alt fire kegler, forklarer en af de fremmødte elever fra Nordjyllands Idrætshøjskole. - Imens skal den resterende del af holdet forsøge at ramme modstanderens keglesamler med et ukendt antal papirkugler omviklet med tape. Keglesamlerne "dør" hvis de bliver ramt, men de har tre liv at tage af. Motionsfaklen er nu på vej videre rundt i Danmark og endestation er Tivoli, hvor den efter planen ankommer på lørdag.