Ældreforhold

Motionsrum indviet på Hellevadlund

Planen er, at både beboere og personale samt andre fra byen, der har lyst, skal bruge motionsredskaberne

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Oluf Pedersen fra centerrådet afprøver én af motionsboldene i det nyindviede motionsrum på Hellevadlund i Klokkerholm. Foto: Kurt bering

KLOKKERHOLM:Motion skal der til - uanset alder. Plejehjemmet Hellevadlund i Klokkerholm har fået en del træningsudstyr. Det er Brugerrådet i Klokkerholm, der har søgt penge fra Hellevad-Ørum Sparekasses Fond. Alle kan bruge redskaberne. Centerleder Lise Dall fortæller, at det er både personale og beboere på Hellevadlund - ja alle borgere i Klokkerholm - er velkomne til at bruge redskaberne. Der er et gå-/løbebånd, en motionscykel, ribbe, motionsbolde med mere. - Personalet bruger løbebåndet flittigt. Derimod har ingen af beboerne endnu brugt det. Det er nemlig et ønske at få monteret gelænder på gå-/og løbebåndet. Det er nødvendigt med et sådant gelænder, hvis gangbesværede skal have mulighed for at benytte gå-/og løbebåndet. Lise Dall og aktivitetsmedarbejder Birgit Christensen demonstrerede brugen af redskaberne. Brugerrådet skænkede malerier til Hellevadlund. Det er kunstneren Gitte Engen fra Klokkerholm, der har malet malerierne, der har motiver fra Klokkerholm. Oluf Pedersen fra brugerrådet er glad for gaverne. - Det er noget, hele byen kan bruge, siger han. Jeg har som medlem af ældrerådet været rundt på alle plejehjem i kommunen, men jeg har ikke set, at man har sådant udstyr andre steder. Også formand for Hellevad-Ørum Sparekasses Fond, Erik Daugberg, der deltog i rundvisningen, er tilfreds med resultatet. Han håber, at udstyret bliver flittigt brugt. Alle, der deltog i rundvisningen, kunne glæde sig over, at Hellevadlund er et velfungerende plejehjem. - Her er god stemning, bemærkede Oluf Pedersen. Lise Dall viste deltagerne i arrangementet rundt på Hellevadlund. Hun oplyste, at plejehjemmet får mad fra Det Danske Madhus i Skive. - Det er en politisk beslutning, at vi skal have mad herfra. Der kan vælges mellem varm mad og kølemad. - Vi har ikke køle- og ovnkapacitet til så meget mad, så vi får varm mad. Det kommer til Margrethelund i Dronninglund, og herfra køres det til Klokkerholm, siger Lise Dall.