Motor-cyklist fældet af uenighed

Færdselsforseelser 29. september 2002 08:00

NØRRE UTTRUP: Uenighed om, hvem der havde skylden for færdselsuheldet, førte fredag aften politiet på sporet af en motorcyklist med for meget alkohol i blodet. Ved 20-tiden var motorcyklisten på Forbindelsesvejen ramlet ind i siden på en forankørende bil, der skulle svinge til højre ind mod McDonald's på Åkandevej ved torvet. Parterne kunne herefter ikke blive enige om, hvem der havde skylden, og derfor blev politiet tilkaldt. Den 40-årige motorcyklist endte med at blive sigtet for spritkørsel og måtte følge med på politigården til blodtapning. Til gengæld var der ikke promiller inde i billedet, da politiet lidt tidligere på aftenen havde fået anmeldelse om en bil, der kørte slingrende i Sjællandsgade i Aalborg. Bilen blev standset, og føreren kunne fortælle, at hun havde slingret lidt, fordi hun havde rodet med nogle pizzaer, som var røget på gulvet. Kvinden slap med råd om en anden gang at holde stille eller at lade pizzaer være pizzaer. - Men det er da godt, at folk er opmærksomme og ringer til os, når de ser slingrende kørsel, siger vagthavende hos Aalborg Politi.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...