Motorcykeltræf giver atter et solidt overskud

Folkene bag træffet forventer overskud på i omegnen af en halv million kroner

Der er gode penge i træffet.

Der er gode penge i træffet.

SKAGEN:Mønterne er efterhånden ved at være talt op efter motorcykelmødet Træf på Toppen. Og det ser fint ud. - Vi er ikke helt færdige endnu, men det ser fortrøstningsfuldt ud, siger træffets presseansvarlige, Glenn Nilsson. Sidste år gav motorcykeltræffet 510.000 kroner i overskud til de involverede foreninger, og Glenn Nilsson regner med at årets overskud bliver af en tilsvarende størrelse. - Vi forventer, at vi cirka når det samme. Der mangler dog stadig nogle regninger, så det endelige resultat har vi nok først midt i september, forklarer han. Træf på Toppen var med 6110 motorcykler det største nogensinde, så på forhånd kunne man måske også forvente en økonomisk rekord. Det er dog ikke givet, at det bliver sådan. - Vi har fået en del ekstraudgifter blandt andet som følge af øget bemanding, mere hegn og ekstremt meget affald. Derudover har der været et hav af småting, som er blevet dyrere end forventet, og det kommer til at koste os lidt, siger Glenn Nilsson. Alligevel er der dog ingen grund til pessimisme. - Men alt i alt så forventer vi altså at komme op på et resultat, som det vi lavede sidste år, lyder det fra Glenn Nilsson.