Motorerne blev startet ved Feggesund

Træskibssejladsen "Limfjorden Rundt" kom tirsdag eftermiddag til Thisted Havn med 62 deltagende skibe

Villy Dall og Kurt Bering
Tirsdag eftermiddagen nåede 62 træskibe Thisted Havn efter den første kapsejlads under "Limfjorden Rundt". Den gik fra Løgstør til Feggesund, og derefter slog alle skibene motoren til.
Thisted 12. september 2017 17:15

THISTED: På foreningsskibet "Noatun" var der fest tirsdag eftermiddag, efter at det var kommet i havn fra kapsejladsen "Limfjorden Rundt" sammen med 61 andre træskibe, men som det eneste, der er hjemmehørende i netop Thisted.

"Noatun" lå da også på sin egen plads, og her blev der udskænket øl fra Thisted Bryghus:

- Vi vil gerne dele vores glæde med andre. Ellers er der jo ikke så meget ved glæden, lød det fra skipper Leif Pedersen, som tilføjede, at foreningsskibet har fået rigtig gode sponsorer.

Om startmorgenen i Løgstør havde han, der nu har været med på disse sejladser i 19 år, kun lovord:

- Løgstør gør rigtig meget ud af arrangementet.

"Noatun" er en hajkutter, bygget 1937 i Frederikssund og med navnet "Elsa", men nu omrigget som galease.

Tilmeldt var i år 63 skibe, men et måtte blive i Løgstør, fordi der var problemer med motoren, fortalte arrangør Niels Sohn, der har stået for arrangementet gennem 29 år. "Limfjorden Rundt" er i dag Nordens største træskibssejlads og afvikles hvert år i uge 37.

Og netop motoren blev der brug for, da selve løbet sluttede ved Feggesund, og kursen skulle sættes mod Thisted Havn:

- Så var det med vinden lige i trynen, forklarede Hugo Jepsen, Vestervig, skipper på kutteren "Inge-Marie" af Doverodde, opkaldt efter hans kone og medskipper, bygget 1969 i Hals, nu rigget som galease:

- Vi har haft båden i 12 år, og det er fjerde gang, vi er med i "Limfjorden rundt" - med den, for tidligere havde vi hyre på et af de andre skibe, fortalte Inge-Marie og Hugo Jepsen.

De understreger også, at det er en kapsejlads, det er en helt særlig fornøjelse at deltage i:

- Vi bliver så godt modtaget og beværtet i alle havnene, og der er altid meget stor interesse for bådene, især hvis det er godt vejr, lød det fra Inge-Marie Jepsen.

Til Struer torsdag

60-65 skibe et sædvanlige deltagertal, og flere kan heller ikke være med, for der er ikke plads til flere i nogle af havnene. Især gælder det på Fur, hvortil træskibene gerne skulle nå fredag. Onsdag går næste sejlads fra Thisted til Struer, og torsdag gælder det så turen fra Struer til Nykøbing Mors. Sidste sejlads er lørdag fra Fur til Skive.

Blandt bådene i Thisted Havn sås et par andre fra den vestlige Limfjord, nemlig kapsejleryawlen "Thyra" af Thyborøn, som tidligere hed "Gooilander" og var indregistreret i Nederlandene, hvor den blev bygget 1948 direkte til kapsejlads, og danmarkssluppen "Ruth" af Nykøbing Mors, tidligere hjemmehørende i Roskilde, bygget 1854 i Svinør i Norge, nu rigget med gaffel.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...