EMNER

Motorglade handicappede holder ikke stille

Festlig afslutning på sommeren indleder en travl vintersæson

HJALLERUP:Den sidste dag i år er kørt på motor-crossbanen på Hjallerup Engvej, hvor Hjallerup Handicap Idræts motorcross-udvalg har haft dejlige lørdage i deres velsmurte maskiner med veltilpassede pauser ved den uundværlige pølse- og kaffevogn. Det er både børn, unge som voksne, der mødes omkring denne sport, som giver både fart og spænding sideløbende med et godt samvær. De omkring 30 medlemmer i motorcrosafdelingen , der er en af landets største, er mellem 8-10 og 60 år, så der er også en række forældre og pårørende involveret, når der er gang i motoraktiviteterne. Men der er stadig brug for mange hjælpende hænder. Selvom flere medlemmer er selvhjulpne, og vognene er specialbyggede, skal der bruges hjælpere især på banen. Jo flere hjælpere, jo flere handicappede kan få glæde af denne sport. Men selvom køresæsonen er slut, ligger afdelingen ikke stille. Maskinerne skal ses efter og repareres, så det blev en ekstra festlig afslutning i lørdags for foreningen, der har brug for megen økonomisk støtte, da en repræsentant for Spar Nord Fonden dukkede op med en check på 7.500 kr. til foreningens formand Steen Jensen. - Dem er vi særdeles glade for, siger Steen Jensen, idet flere af vore motor-cross-biler har taget skade af den tørre tid, vi havde i foråret til hen på sommeren. Den tørre jord har forårsaget, at der er kommet fint sand ind i kaburatorer og motorer, som derfor i vintertiden skal undergå en særlig reparation og rensning. Hvor man før mødtes hver lørdag, vil der nu være mødeaften hver tirsdag aften til værksteds-komsammen i garagen ved banen. Hjallerup Handicap Idræt har 70 medlemmer, der deltager i foreningens to store aktiviteter - svømning i Hjallerup Idrætscenter hver fredag og motorcross.