Motorsavens dag

Motorsavene hvinede i kor ved Klokkerholm Møllesø.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

Det kan godt være at det var koldt og gråt og vådt og glat ved Klokkerholm Møllesø lørdag. Men det var meget sjovere at gå der og fælde træer og krat end at blive hjemme og tage en tørn med støvsugeren, var mandfolkene ved søen ret enige om. 10 Klokkerholm-borgere bevæbnet med motorsave havde meldt sig frivilligt til at tynde ud i den selvsåede og efterhånden temmelig uigennemskuelige bevoksning ved søen. - Vi ved da godt, at kommunen ikke bare kan sende folk ud til den slags, siger Preben Chemnitz, der er formand for søudvalget under Klokkerholm Borgerforening. Vedligeholdelsen ved Klokkerholm Møllesø påhviler kommunen, men søen er byens store stolthed, og beboerne er ikke bange for at give en hånd med. Søparken får udsigten igen - Nu fælder vi alt det her krat, og så kommer kommunen og hugger det hele til flis, fortæller Preben Chemnitz. Bevoksningen omkring søen har vokset sig så stor, at beboerne i Søparken ironisk nok ikke længere kunne se søen, men nu er udsigten til vandet genetableret. - Der er også andre områder rundt om søen, der trænger, men vi tænkte, at det var smartest at starte her. Og så håber vi, at der er nogle flere der melder sig som frivillige, siger Preben Chemnitz. Søudvalget planlægger at holde flere arbejdsdage ved søen i løbet af vinteren. Følger en masterplan Når der ikke er sket noget før nu, skyldes det, at søudvalget ikke har vidst, hvad de måtte gøre. Men efter en travetur ved søen i oktober, er der nu lavet en masterplan for møllesøen, og der er helt styr på hvad der skal fjernes, og hvad der skal blive stående. - Der ligger en beplantningsplan fra søen blev retableret i 1979. Den skal vi selvfølgelig respektere, så de ædle træsorter, der blev plantet dengang, får lov at blive stående, fortæller Preben Chemnitz. Den oprindelige sø blev tørlagt i 1914, og det var også i 1979 Klokkerholm-borgerne selv, der sørgede for at den blev gendannet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.