Motorvej kan skabe vækst

REGION:Formanden for Regionsrådet, Ulla Astman, dukker i disse dage op i tv-spots, hvor hun opfordrer til at fremkomme med ideer til den kommende regionale udviklingsplan. Dette er en reaktion på opfordringen. Det fremgår af regionens hjemmeside, at "Region Nordjyllands rolle og mission er at være dynamo for regional udvikling og skabe grundlag for vækst, velfærd og beskæftigelse. Vi er Nordjyllands autoriserede netværker. Via regionale og nationale partnerskaber viser vi vej til et stærkt og attraktivt Nordjylland - med innovation, forskning, teknologi og uddannelse som nøgleord. Vi udvikler strategier, skaber samarbejder og tager initiativer, så de gode intentioner bliver til handling. Blandt vores indsatsområder er vækst og erhvervsfremme, uddannelse og kompetenceudvikling, kultur og oplevelse samt jordforurening og råstoffer." Når Region Nordjylland taler om "regional udvikling" og at indsatsområderne er "vækst og erhvervsfremme", tillader jeg mig at gå ud fra, at dette omfatter hele regionen og dermed også Vesthimmerlands Kommune. Når jeg formulerer mig på denne måde, skyldes det, at jeg har fornemmet, at du har afvist at støtte det initiativ, der kaldes "Hærvejsmotorvejen". Det er muligt, jeg tager fejl - og det håber jeg bestemt, for netop denne nye motorvej kan skabe "vækst og erhvervsfremme" i vores hjørne af regionen. En ny motorvej kommende fra syd fra Viborgområdet fortsættende omkring hovedvej 13 i retning mod Aalborg og med en afstikker i form af enten en motortrafikvej eller lignende vest om Aars op mod statsvejen mellem Hobro og Fjerritslev. Rammer denne vej et sted mellem Aars og Aggersund for derefter at passere Limfjorden ved Aggersund - gerne via en ny og meget tiltrængt Aggersundbro. Vejen kunne derfra fortsætte op gennem Jammerbugt Kommune og Brønderslev Kommune mod Hjørring. Hvis et forslag som dette kunne fremmes, vil det utvivlsomt fremme udviklingen i områderne Vesthimmerland, Han Herred og store dele af Vendsyssel. Hvis den anførte "Aggersundvej" forbindes med en opdateret forbindelse mellem Aalborg og Thisted, vil Region Nordjylland få et vækstpotentiale vest for de store byer i den østlige del af regionen, og det vil være til gavn for hele den nordjyske region. Jeg håber, at regionen vil tage venligt og positivt mod forslaget, som jeg tillader mig at håbe på, bliver en vigtig del af den regionale udviklingsplan

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.