Motorveje

Motorvej med folkefest

Programmet for den store dag med royalt besøg og folkefest er klar

HIRTSHALS:Den store M-dag; motorvejsindvielse og Mary-besøg, nærmer sig hastigt. Den seneste tid har kommunens planlægningsafdeling i samarbejde med Nordjyllands Amt og Vejdirektoratet da også haft travlt med at få det omfattende program for dagen, lørdag 9. oktober gjort klar. Nu er det ganske vist; at der bliver en stor folkefest med blandt andre musikalsk underholdning ved den kendte danske sangerinde Lis Sørensen samt en række lokale musikalske indslag. Dertil kommer en endnu ukendt - men dog kendt solist eller band og underholder på den åbne scene, der bliver opstillet på Den Grønne Plads. Dagen starter klokken 12 med officiel åbning af det sidste stykke af motorvejen fra Bjergby til Hirtshals. Der bliver arrangeret en festplads på Ålborgvej før færgekrydset neden for Ældrecentret Vikingebanke - og her skulle der være plads til omkring 10.000 besøgende. Trafikminister Flemming Hansen, amtsborgmester Orla Hav og borgmester Knud Størup står for de officielle taler i forbindelse med åbningen af de resterende motorvejskilometer, mens Hendes Kongelige Højhed, kronprinsesse Mary efterfølgende vil klippe snoren over - og dermed er den endelige motorvejsforbindelse en realitet. Hele seancen på den til dagen indrettede festplads ventes at vare en lille time, men inden kronprinsesse Mary forlader stedet, vil der være mulighed for hende - såvel som det forventede store publikum at høre Lis Sørensen synge. Dertil kommer, at der er arrangeret en såkaldt nordisk motorvejs-catwalk. Kort før klokken 13 forladen kronprinsesse Mary festpladsen, mens Hirtshals Bigband vil spille. Efterfølgende har publikum mulighed for at deltage i en sand folkefest i gågaden og ved Den Grønne Plads, hvor der vil være musikalsk underholdning flere steder. Mens kronprinsesse Mary spiser frokost på Hotel Skaga, serveres der mad i byens gågader og på Den Grønne Plads. Ifølge programmet er der planlagt bespisning af 4000 mennesker. I starten af eftermiddagen vil det endnu ikke offentliggjorte kendte musikalske navn så underholde, mens kronprinsesse Mary gæster Nordsømuseet. Her vil hun blive vist rundt af konstitueret direktør Nga Phan og vil blandt andet kunne følge med i det store genopbygningsarbejde i og omkring Oceanariet. Efter omkring tre timer i Hirtshals ventes den royale gæst at forlade byen igen - via den nye motorvejsstrækning, der ifølge Hirtshals kommune sikrer en hurtig transportkorridor mod nord og knytter Norge og Nordatlanten tættere på kontinenten og sætter udviklingen i Vendsyssel i et nyt perspektiv.