Lokalpolitik

Mou vil have Mariann frem for Jens

} KANDIDAT: Kampen om at blive borgmesterkandidat for Venstre i Det Ny Aalborg står mellem Nibes borgmester, Jens Østergaard Madsen, og forsyningsrådmand i Aalborg Kommune, Mariann Nørgaard. Mou Sogns Venstrevælgerforening har på årets generalforsamling besluttet, at deres støtte går til forsyningsrådmanden m/k. - Vi har ikke noget imod Jens Østergaard Madsen. Han har gjort et flot stykke arbejde i Nibe Kommune for deres omkring 7.000 indbyggere, men Mariann Nørgaard har vist, at hun kan begå sig i Aalborg, hvor der er 160.000 indbyggere, så hun er vant til store tal og store befolkningsgrupper, lyder argumentet fra formanden for Mou Sogns Venstrevælgerforening, Poul Lund Pedersen. Ønsket om et systemskifte i Aalborg ligger formanden meget på sinde, og i den forbindelse er han glad for, at Niels Knudsen har besluttet sig for at stille op til kommunalvalget i november. - Johannes Haase vil desuden stille op til forretningsudvalget, når der 10. marts er stiftende generalforsamling i Venstres nye fællesledelse for Det Ny Aalborg, siger Poul Lund Pedersen. Helt lokalt fik bestyrelsen i Mou Sogns Venstrevælgerforening et nyt ansigt, nemlig Anders Nilsson, der overtager pladsen i bestyrelsen fra Chris Bonde, der har mere end 30 år på bagen i bestyrelsen. Han forblev dog suppleant. } LÅN:Sejlflod Kommune samlede låneramme for 2004 udgør 14,1 millioner kroner. Af dette beløb kan 0,7 mio. kr. optages med en maksimal løbetid på fem år, mens resten - 13,4 mio. kr. - kan optages med en maksimal løbetid på 25 år. Syv forskellige forslag til, hvordan lånene skulle optages var i spil, da økonomiudvalget sidst mødtes, og her blev man enig om at begge lån skulle optages som variable forrentede lån i schweizerfranc.