Mourinho frygter for Kanes ankelskade før Liga Cup-finale

Tottenhams Harry Kane gik haltende og hovedrystende fra banen fredag efter at have scoret to mål mod Everton.

LONDON: I Tottenham venter man ængsteligt på at blive klogere på sværhedsgraden af en ankelskade, som Harry Kane pådrog sig i 2-2-kampen mod Everton fredag.

Til allersidst i kampen humpede en hovedrystende Kane af banen efter at have scoret begge mål for Tottenham.

Og med kun ni dage til Liga Cup-finalen mod Manchester City var det et særdeles bekymrende syn for Tottenham-manager José Mourinho.

Harry Kane har en historik med ankelskader.

- Jeg ved ikke særlig meget. Jeg har ikke rigtigt noget at sige. Jeg vil ikke være optimistisk på den naive måde. På nuværende tidspunkt ved jeg ingenting. I morgen vil vi have flere oplysninger, siger Mourinho sent fredag aften.

- Når sådan en som ham går fra banen, er det ikke for ingenting. Den næste kamp er på onsdag (mod Southampton) og den næste om søndagen (Liga Cup-finalen), så lad os se og lad os være positive, tilføjer den portugisiske manager.

- Vi føler alle den samme frygt for, at noget skal forhindre ham i at spille onsdag og i særdeleshed næste søndag, men vi må vente og se.

Manager for det engelske landshold Gareth Southgate er formentlig også spændt på at høre nyt om den 27-årige stjerneangribers skade forud for EM, der begynder i juni.

Med fredagens to mål har Kane nu scoret 21 mål i 30 kampe for Tottenham i indeværende Premier League-sæson.

Tottenham forbliver på en syvendeplads med 50 point. Det er fem point færre end West Ham, der ligger på den vigtige fjerdeplads, der sikrer adgang til Champions League.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.