Mourinho roser kølige straffeskytter: Jeg plejer at tabe

Pierre-Emile Højbjerg var blandt de "selvtillidsfyldte" straffesparksskytter, der sikrede Tottenham-sejr.

José Mourinho var efter kampen fuld af lovord om Tottenham-spillerne, men skældte ud på kampprogrammet.

José Mourinho var efter kampen fuld af lovord om Tottenham-spillerne, men skældte ud på kampprogrammet.

LONDON:Fem mål på fem straffespark blev det til, da Tottenham sent tirsdag aften sejrede over Chelsea i Liga Cuppen efter 1-1 i ordinær spilletid.

Tottenhams manager, José Mourinho, har masser af ros til sine kølige straffesparksskytter.

De tæller blandt andre danske Pierre-Emile Højbjerg, som på Tottenhams tredje forsøg bidrog med en sikker scoring fra 11 meter-pletten.

- Min statistik på straffespark er dårlig, og jeg taber størstedelen af gangene. Men alle drengene havde masser af selvtillid og overbevisning, siger Mourinho ifølge Tottenhams hjemmeside.

Portugiseren roser samtidig holdindsatsen og kalder det "en fantastisk sejr for drengene".

Mens Mourinho er fuld af lovord om Tottenham-spillerne, gælder det samme ikke for kampprogrammet.

Tottenham var også i aktion søndag, hvor holdet spillede 1-1 hjemme mod Newcastle i Premier League.

Engelske Eric Dier var den eneste markspiller, der fik fuld tid i begge kampe, og Dier måtte på et tidspunkt gå fra banen for at tage sig en kort pause i anden halvleg.

Dier forklarede, at han var nødt til at tage et smut på toilettet. Og der gik ikke længe, før man så Mourinho drøne afsted mod spillertunnellen for at hente Dier.

- José var ikke glad, men der var ikke noget, jeg kunne gøre. Naturen kaldte. Når du skal, så skal du. Nogle ting kan du ikke stoppe.

- Jeg hørte, at der var en chance til Chelsea, mens jeg var væk, men heldigvis blev der ikke scoret, siger Dier ifølge BBC.

Mourinho fortæller, at han følte sig nødsaget til at skynde på sin stærkt savnede spiller i situationen, hvor Tottenham fortsat var bagud med 0-1 med et kvarter tilbage.

- Antallet af minutter, der bliver spillet er farligt. Det, som jeg gjorde med Dier, er meget farligt.

- Det burde være forbudt at spille to kampe på 48 timer. Det, som Dier gjorde, er umenneskeligt, siger Mourinho.

Højbjerg fik de sidste 30 minutter i Liga Cup-kampen efter at have været på banen i 90 minutter mod Newcastle.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.