Mourinho sagsøger kritisk journalist

Real Madrid-træneren kræver 15.000 euro i erstatning for tilsvining

José Mourinho vil ikke finde sig i nedsættende omtale. Foto: Scanpix

José Mourinho vil ikke finde sig i nedsættende omtale. Foto: Scanpix

MADRID:Real Madrid-træner José Mourinho har valgt at slæbe en kritisk journalist fra den spanske sportsavis Marca i retten.

I en artikel fra mandag skriver den pågældende Marca-journalist, at Mourinho ligner en type, der kunne slå nogen ned og flygte bagefter.
- Det er i vores øjne nedsættende, og ordene var helt unødvendige, skriver Mourinhos advokater i et brev til Marca, som avisen har valgt at bringe dele af i torsdagens udgave.
Avisen skriver, at den portugisiske Real Madrid-træner har krævet 15.000 euro svarende til 110.000 kroner for tilsviningen. Mourinho vil angiveligt donere pengene videre til den fodboldklub, hvor hans søn spiller.
José Mourinho har flere gange fået kritik for sin opførsel. Sidste år stak han en finger i øjet på Barcelonas assistenttræner efter en kamp mod de evige rivaler. Mourinho har først for nylig erkendt, at han gik over stregen.
/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.