Turisme

Movise er populær hos turisterne

Turistkontoret har succes med sælfari, piratture og solnedgangsture

Om bord på Lovise Moland møder gæsterne sørøvere, og der affyres kanoner. Arkivfoto

Om bord på Lovise Moland møder gæsterne sørøvere, og der affyres kanoner. Arkivfoto

LØGSTØR:Lovise Moland er stor og velbygget - og i den grad en publikumsmagnet. Det har man denne sommer sandet på Turistkontoret i Løgstør - endda i en grad så det er lige før, det har overrasket turistchef Jens Borre og hans personale. - Af vore mange aktiviteter hen over sommeren, er sejladserne med skonnerten Lovise Moland vel nok den allerstørste succes. Det er tredje sæson, vi lejer skibet til at sejle de forskellige ture på fjorden, og selvom om interessen også har været stor de foregående år, har der dog ikke været så mange gæster som i år, fortæller Jens Borre. Der har således været udsolgt til flere af turene, og på en række andre, har Lovise Moland været næsten fyldt op. Skonnerten må ialt medtage 38 passagerer på de forskellige ture. Sejltur med sørøvere - Personlig synes jeg allerbedst om Piratturen, en rigtig familiesejlads, hvor der virkelig sker noget for børnene, der møder sørøvere og må gøre ting, som er forbudt derhjemme - som f. eks. spytte på gulvet, siger turistchefen. De øvrige to sejladser er en sælsafari nordvest for Livø og en solnedgangstur, hvor man kan nyde et glas kølig hvidvin mens solen sænker sig og fjorden bliver stille. Og netop den sejlads er faktisk den mest populære af de tre. Mange lokale deltagere - Det er også interessant at opleve, at ganske mange af deltagerne i sejladserne er lokale folk. Enten folk der bor her, eller som tidligere har boet på egnen. Og vi hører ikke sjældent dem sige, at det er første omgang, de oplever Løgstør og det øvrige Vesthimmerland fra søsiden, siger turistchef Jens Borre, der også kan glæde sig over fin tilslutning til turistkontorets øvrige aktiviteter. - Der er flere turister i byen end nogensinde, hvad vi naturligvis også mærker på turistkontoret. Godt nok har tyskerne svigtet lidt, men til gengæld er der især mange flere danskere her. Og når vi oplever denne fremgang, hænger det sammen med de generelle ændringer i turismen - bl. a. at camping som ferieform boomer og at det grå guld - eller hvad man nu kalder seniorerne - udgør en kraftig stigende skare blandt turisterne. Skræddersyet Og hele Vesthimmerland er som skræddersyet til den slags turister - fra bomuligheder til attraktioner, siger Jens Borre. Turistkontoret i Løgstør har i øvrigt sin næste skonnertsejlads med Lovise Moland på søndag, og allerede på torsdag har det en anden populær aktivitet på plakaten, byvandring.