Mellemøsten

Mr. Feta fylder 70

Per Sloth, tidligere direktør i det daværende MD Foods, fylder tirsdag 70 år.

Per Sloth blev kaldt mejeribrugets fetakonge. Han var i 25 år førstemanden på den danske fetaeksport, der i mange år var mejeribrugets guldæg. Per Sloth var om nogen manden bag dansk mejeribrugs guldæg - fetaeksporten til Iran - indtil eksporten blev stærkt generet og indskrænket for 20 år siden frem til afslutningen af den otte år lange krig mellem Iran og Irak. Fetaen betyder i dag meget mindre for den danske mejeriindustri, men Per Sloth var med til at bane vejen for et eksporteventyr, hvor danske mejerier tjente store penge og nødtvungent måtte hjemtage f.eks. ægte tæpper og pistacienødder som modydelse. Tæpperne blev solgt på dårligt besøgte messer - eller havnede i mejeriselskabets repræsentationslokaler. Som 16-årig blev Per Sloth ansat hos Plumrose, men i perioden 1971-96 var han dansk mejeribrugs førstemand på fetaeksporten. Per Sloth forlod MD Foods i forbindelse med sit 25 års jubilæum 1. september 1996. I dag må den hvide danske ost baseret på komælk ikke længere kaldes feta, fordi grækerne har fået eneret på at bruge navnet, men de danske mejerier har fortsat en pæn produktion af den særlige ostetype. /ritzau/