EMNER

Mr. Hysterisk

Jeg ved ikke, hvor megen visdom eller gode råd, man kan presse ud af Disney.

FORÆLDRE-REAKTIONER:Jeg ved ikke, hvor megen visdom eller gode råd, man kan presse ud af Disney. Men én ting kan jeg huske fra min kulørte tv-barndom: Fedtmule som bil-kulturens Dr. Jekyll og Mister Hyde. Fedtmule, den ellers så omgængelig og kluk-leende kompagnon til Mickey Mouse og Anders And, har fået bil. Og lever et ganske almindeligt, gennemsnitligt middelklasseliv i 50'ernes USA. Han er fredelig og pligtopfyldende og lever til fulde op til alle de indrestyrede værdier, som alle andre i 50'ernes USA stræbte efter. Men lige så snart han sætter sig ind i sin gennemsnitlige bil, forvandles han. Fra hensynsfuld familieoverhovede til et fartgalt og benzinsniffende monster, der ikke har lyst til at vige. For her kommer jeg! Det er denne forvandling, fra menneske til noget utroligt usympatisk, som er vigtig. For selvom foreningsidræt og stævne-kultur ikke har meget med amerikansk bil-kultur, så er der nu noget alligevel. Jeg har i flere år været dommer i Dansk Karate Forbund. Jeg har heldigvis aldrig oplevet at være blevet truet af forældre, der føler, at de forsvarer deres børns indsats og ret til fair play ved at forvandle sig til fuldstændigt urimelige monstre på sidelinien. Men alene de seneste to år er der kommet flere eksempler på, at forældre nærmest frådende kaster sig over dommerne, barnets modstander eller publikum på modstanders side. Farvel, far, og velkommen Mister Hysterisk. Nu kan det godt være, at du sidder og tænker: Tak skæbne! Jeg er ikke den, der ville turde at lade følelserne løbe af med mig, og slet ikke på den aggressive måde blandt en flok karatefolk! Og det kunne vi så grine ad sammen. For disciplin og selvkontrol er to nøgleord eller snarere værdier for en kampsport som karate. Min pointe er ikke, at det kunne forældre så lære noget af: Gå til karate og lær at være den gode idrætsforælder! Min pointe er snarere, at forældre der er entusiastiske på den uheldige måde kommer til at fremstå som et problem. Ikke kun for en dommer, som føler sig forulempet, eller også for en hel sportsgren, der så skal til at tumle med regler for, hvad man gør, når forældre lader deres hysteriske entusiasme gå ud over de modstandere, som sønnen eller datteren har mødt. Men heldigvis er problemer til for at blive konfronteret og løst. Det er min oplevelse, at de danske specialforbund diskuterer problemet og angiver veje, som kan lede til løsninger på konkrete tilfælde af Mister Hysterisk forælder. Det kan f.eks. være at invitere forældre ind til en snak om sportens regler, og hvad opførsel betyder for den konkrete sportsgren, når man er til stævne. Det kan også være at opfordre forældre til at få et godt forhold til den træner eller coach, som er med børnene og de unge udøvere til stævne, og den vej rundt finde en løsning, hvis der bliver begået en ikke-registreret uretfærdighed (typisk "dommeren må da have været blind"). En tredje mulighed er, at klubberne giver forældrene mulighed for at snakke om god stævne-stil eller forælder-kultur for den enkelte idrætsgren. Det er måske ikke nemt eller ligetil at snakke om følelser blandt forældre, som man ikke har meget at gøre med. Udover at éns børn dyrker samme idræt som deres. Jeg siger ikke, at vi alle skal være Roligans. Det var vist også noget, der var unikt og hørte 80'erne til. Jeg siger heller ikke, at problemet er overvældende stort. Men når det sker, at Mister Hysterisk kigger frem, så kommer det til at virke kraftigt. Jeg mener dog, at vi i fremtiden kan forvente en stigning i fænomenet. Det kan skyldes individualisering. Det kan skyldes en forventning om, at selvfølgelig skal alle andre acceptere, at jeg som far lufter mine følelser, når kampfløjtet først har lydt. Tilbage står udfordringen: Hvordan undgår vi, at vi må dømme forældre ude, når børnene gør deres til at videreføre den sunde arv fra det frivillige foreningsliv? Tem Frank Andersen er studieadjunkt, Ph.d., medie- og Kommunikationsforsker, tilknyttet Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.