MS undsiger kuppet i Nepal

KØBENHAVN: Mellemfolkeligt Samvirke, MS, kritiserer kuppet i Nepal forleden og vil genoverveje organisationens arbejde i det asiatiske land. Den danske hjælpeorganisation har arbejdet i Nepal i adskillige år, men kongens kup mod regeringen og parlamentet og den efterfølgende undtagelsestilstand har skabt stor uvished om den politiske fremtid i landet, skrev MS i en pressemeddelelse tirsdag. MS tager kraftigt afstand fra kongens selvbestaltede kup, og MS frygter, at situationen er på vej ud af kontrol, da Nepals maoistiske oprørere har svoret at bekæmpe kongen. - MS har ikke oplevet en lignende situation, der gør det så vanskeligt at arbejde med den folkelige deltagelse og indflydelse, som normalt kendetegner MS' arbejde, hed det videre i pressemeddelelsen. - MS Nepal vil på bagrund af kongens kup revurdere strategier, samarbejdspartnere og gennemgå partnerskaber for at styrke arbejde for fred og demokratisering, skrev MS. /ritzau/