MTH har taget på pokalvinderne

Mors-Thy træner Per Hvass kan glæde sig over tilgang af en stærk forsvarsspiller. Foto: Peter Mørk

Mors-Thy træner Per Hvass kan glæde sig over tilgang af en stærk forsvarsspiller. Foto: Peter Mørk

THISTED:Pokalvinderne fra Team Tvis Holstebro gæster i dag Mors-Thy i et lokalbrag i Thy Hallen. De blåblusede har i tætte kampe vundet de sidste to ligaopgør mod Team Tvis og burde dermed have krammet på Team Tvis. - Nej det er jeg ikke helt enig i. Siden de kampe er de altså blevet pokalvindere, og de har aldrig været bedre end nu. Men de tidligere kampe mod dem, viser da, at det er muligt at slå dem, siger træner Per Hvass. Selvom de altså har gode minder fra de sidste kampe mod vestjyderne, der lige nu ligger fem point og fire pladser bedre end MTH, kan de blåblusede igen i dag indtage deres vante rolle som undertippede. Men MTH har heller aldrig været bedre, og de skal forsøge at fortsætte det kontante forsvarsspil og hurtige angrebsspil, der har givet holdet seks point i de sidste fem kampe. I deres sidste kamp mod Århus GF havde MTH også århusianerne helt ude i tovene, og tabte ifølge Per Hvass kun kampen 31-30 på grund af tre dumme udvisninger i de sidste ti minutter. - Vi har gode chancer mod Team Tvis, hvis vi står rigtigt i forsvaret og løber en masse kontraer. Så har vi da også nogle gode fiduser til hvordan deres supermålmand Michael Bruun skal skydes, og så skal vi undgå de dumme udvisninger siger træneren. Han forklarer også de mange point med at spillerne nu virkelig kæmper for hinanden og aldrig giver op.