Fodbold

MTHs lærlinge mod BSVs svende

Mors-Thy Håndbold kommer søndag på en svær opgave i hjemmekampen mod BSV

Søndag skal der næsten mere end en sensation til, hvis Mors-Thy Håndbolds ligaherrer skal på tavlen med point, når BSV kommer på besøg i Morsø Sparekasse Arena. Selv uden den karantæneramte Lars Krogh Jeppesen stiller holdfællesskabet fra Bjerringbro, Silkeborg og Voel med et frygtindgydende mandskab, som MTHs cheftræner Per Hvass så i mandagens kamp mod Viborg, og begge hold imponerede træneren. - Første halvleg er noget af det bedste klubhåndbold, jeg har set i Danmark. Der var tempo, vilje, gejst og hurtigt kontraspil. Det var rigtig seværdigt håndbold, siger træneren. Sidste weekend fik MTH en gylden sejr i Skanderborg, og foruden BSV venter der i de kommende kampe nordvestjyderne en stribe stærke modstandere, hvor det på forhånd vil være en overraskelse, hvis MTH får point. Søndag er det så MTHs lærlinge mod BSVs svende. Bedre og bedre - Vi har en intern målsætning om de her kampe, at vi skal blive bedre og bedre. Vi skal lære af de her kampe, så vi hver gang kan komme et stykke op ad, men skulle der være et hold, der har lyst til at smide et eller to point, så tager vi da gerne det med, siger Per Hvass. MTH tabte i optakten stort til BSV i en træningskamp, og i den kamp var BSV uden flere af holdets profiler. Blandt dem var Lars Krogh Jeppesen, der nu efter at have spyttet på Viborgs Mikkel Aagaard er ude med karantæne. - Vi er da kede af, at Lars Krogh ikke er med - ikke mindst for håndboldens skyld, men det gør da ikke vores muligheder mindre, siger Per Hvass. Han har en skadesfri trup, så han råder over alle spillere til søndagens kamp, der er den første i en række mod rækkens forhåndsfavoritter. Efter kampen mod BSV er MHTs kommende modstandere FCK, Viborg, AaB og Skjern. - De er alle storfavoritter, men vi lægger os ikke ned på forhånd. Vi er utrolig glade for, at vi vandt i Skanderborg, inden de kampe, siger MTH-træneren.