Mudder og højt humør på markedspladsen

Markedsfolket forventer 100.000 gæster uanset vejret - men folk vil nok være kortere tid på stedet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Preben Westmark dirigerede fra morgenstunden de mange biler ind på markedspladsen i Sindal. Foto: Bente Poder

SINDAL:- Ja, ja, vi sparer da at vande. Henning Hendriksen fra markedsudvalget for Sindal marked var optimistisk fra morgenstunden i går. Selvom det regnede lige før åbningen og vejene til og rundt på markedet mest af alt lignede en våd pløjemark. - Det skal nok gå alligevel, lød det videre. Ved indkørslen til markedet stod Preben Westmark, som var med til at starte markedet. Han dirigerede på livet løs de mange varevogne og personbiler med trailere, som kræmmerne skulle have deres varer frem i. - Kør nu videre, lød det gang på gang til bilisterne, når de desperat og nervøst stoppede op for at overveje, om det var muligt at komme igennem mudderet. - Vi har hyret fem traktorer, som skal hjælpe med at trække bilerne fri. Det er vi nødt til. Det bliver dyrt for os med det her vejr. Vi skal have kørt flis på mudderet, og det kommer til at koste 100.000 kr. Det går jo ud over de foreninger, der får overskuddet, sagde Preben Westmark. Han har været med i alle 19 år og kan ikke erindre, at det nogensinde har været så slemt med markedspladsen. Han tror nu ikke på, at det vil afholde ret mange fra at komme. Måske 20.000 færre. - Men folk vil nok være her i kortere tid, hvis det regner, gættede han. Da han første gang var med til markedet, var de fire mand til styre parkeringen. - Nu er vi 102 plus nogle ekstra i år på grund af vejret. Fra morgenstunden i går var der allerede mange gæster. Det gratis sildebord trak virkelig mange af huse. Blandt andre Sindals borgmester Søren Risager, som ankom i hestevogn - måske det mest trafiksikre transportmiddel på de mudrede veje. Han glædede sig over markedet, som gennem årene har været med til at sætte Sindal på landkortet. - Det er dejligt, at der kommer så mange mennesker til Sindal. Forhåbentligt får nogle af dem lyst til at komme igen. Markedet giver også et godt løft til vores foreninger, ligesom det giver et enormt sammenhold, sagde Søren Risager. Der ventes 100.000 gæster på de fire markedsdage.