Medievirksomhed

Mudderkastning mod Rigsrevisionen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

ritzau grafik

KØBENHAVN:TV2's voksværk fik økonomien til at komme ud af kontrol i 2008. Det burde direktionen, bestyrelsen, kulturministeren og revisoren KPMG have forudset, lyder kritikken af tv-stationen i en rapport fra Rigsrevisionen offentliggjort onsdag. Men den køber hverken daværende økonomidirektør Anders Kronborg eller Per Mikael Jensen, der var administrerende direktør på samme tid. - Kritikken er amatøragtig og værdiløs. Der er ikke et eneste regnestykke i rapporten, der fortæller, om vores initiativer var en god eller dårlig idé, siger Per Mikael Jensen til Ritzau. TV2 etablerede i perioden både TV2 News, TV2 Sport og TV2 Radio, og især satsningen på den nu lukkede radiostation får kritik af Rigsrevisionen. Men revisorerne har åbenbart ikke forstået markedskræfterne, mener den tidligere administrerende direktør. - Det er klart, at der er usikkerheder, for sådan foregår kapitalismen og det frie marked. Rigsrevisionen ville nok være bedre til at håndtere Nordkorea eller Cuba, for der er man ikke afhængige af det frie marked, siger han. Medieforsker uenig Men medieforsker Frands Mortensen fra Århus Universitet læser rapporten med andre øjne end direktionen. - Der har været slendrian, svigt og manglende tilsyn på alle niveauer. Men den helt store skurk er Anders Kronborg, da han direkte har overtrådt sine beføjelser eksempelvis ved byggeriet på Teglholmen, hvor han bryder alle spilleregler. Det gælder også samarbejdsaftalen med Viasat, som ikke var fordelagtig for TV2, siger Frands Mortensen. Tillidsmand på TV2 Claus Birch mener heller ikke, at Per Mikael Jensen og Anders Kronborg kan frikende sig selv så let i sagen, der endte med at føre til 58 fyringer. - Det er åbenlyst, at der er foregået ting, som ikke burde være sket, siger han, og også Niels Brinch, én af medarbejdernes fire repræsentanter i bestyrelsen, vil nu nærlæse rapporten. - Der er også ting i rapporten, som umiddelbart ligner nye oplysninger for mig, siger Brinch, der dog forsvarer den offensive strategi, som blev besluttet. - Vi var tidligere alt for afhængige af reklamer, og derfor skulle vi sikre et mere fornuftigt forretningsgrundlag. Der blev sat en masse ting i gang, og der er en risiko for fejlskøn og fejlhåndtering. Men sportskanalen, nyhedskanalen og udvidelsen af vores internetaktiviteter kører ualmindeligt godt, siger Niels Brinch. Han mener, at kritikken af bestyrelsen skyldes mangelfulde referater. Og den tidligere administrerende direktør, Per Mikael Jensen, fremhæver et godt og aktivt samarbejde med bestyrelsen. - Der blev bestemt diskuteret ting i bestyrelsen, hvor de enten justerede op eller ned. Bestyrelsen levede op til sit ansvar og gik ind i tallene, siger han. Per Mikael Jensen forstår slet ikke kritikken af den tidligere kulturminister Brian Mikkelsen (K). - Det er absurd, at de skyder på kulturministeren og Kulturministeriet. Havde de forestillet sig, at ejer og regering skal planlægge, om det er en god idé at lave en nyhedskanal eller. Det er kun i Kina og Nordkorea, man gør sådan, siger han./ritzau/