Mudret valg i Malmø: Centerpartiet afviser samarbejde med SD

De borgerlige vil overtage magten i Malmø, men Centerpartiet vil ikke samarbejde med Sverigedemokraterna.

Ritzau
Malmøs socialdemokratiske borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammeh, kan få svært ved at holde på magten efter valget. Foto: 50090 Johan Nilsson/Tt/Ritzau Scanpix
Valg og folkeafstemninger 10. september 2018 11:47 - Opdateret 10. september 2018 12:20

I Malmø har Socialdemokraterna siddet 24 år ved roret, men efter søndagens valg ser det ikke helt nemt ud for partiet at holde på magten.

Malmøs socialdemokratiske borgmester, Katrin Stjernfeldt Jammeh, konstaterede tidligt mandag, at hun havde opbakning til at fortsætte på posten.

Men helt så nemt er det ikke, da den rødgrønne blok i kommunen kun kan mønstre 30 mandater ud af 61 mulige.

På den modsatte side står Alliansen, en samling af de borgerlige partier, med 20 mandater, skriver nyhedsbureauet TT.

Alliansen ser et magtskifte foran sig, men hvis de ikke samarbejder med Sverigedemokraterna, der har 11 mandater, har blokken altså ikke umiddelbart et flertal.

Ligesom i det nationale valg er det svært for det indvandrerkritiske parti Sverigedemokraterna at finde nogen at lege med.

Dog har Moderaternas Torbjörn Tegnhammar i Malmø tidligere sagt, at hans dør er åben for alle.

Men Centerpartiet, der også er en del af Alliansen, slår fast, at partiet ikke vil samarbejde med Sverigdemokraterna.

Hvis Moderaterna alligevel vælger at kigge denne vej, så vil Centerpartiet forlade Alliansen, siger Niels Paarup-Petersen til TT.

- Det har både vi og Liberalerna sagt, siger han til nyhedsbureauet.

Centerpartiet gør efter søndagens valg comeback i Malmø efter 20 år, da de kommer ind i byrådet med 4,2 procent.

Spørgsmål: Er det i situationen aktuelt at samarbejde med S eller den rødgrønne blok?

- Vi kommer ikke til at sætte os i et socialdemokratisk styre i Malmø. Det kommer ikke til at ske. De har styret det i 24 år, siger Niels Paarup-Petersen.

Trods afvisningen af både Socialdemokraterna og Sverigedemokraterna ser han en mulighed for, at Alliansen kan styre kommunen.

- Vi kommer aldrig til at samarbejde med SD, men vi har hele tiden sagt, at vi kan lægge vores politik frem, og vi kommer til at lægge vores forslag frem, og så kan SD støtte dem, siger han.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...