Mugi-Boogie-powerrock

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Mugison har genopfundet rockens urkraft "de tre akkorder" - og hans vokalarbejde spænder fra growlende brøl til desperat falsetklynk. Stærkt!

KONCERT Mugison m. band # # # # ¤ ¤ Det er næsten altid forfriskende at høre, når nogen har genopfundet tre rockakkorder og tror på dem. Det gør Mugison. Den gale islænding og musikalske enspænder, som efter to laptop-album, nu har lært sig selv at spille guitar, indtog fredag aften scenen på Studenterhuset med sin rocktrio med trommeslager og bassist. Udover at spille guitar synger, brøler og growler Mugison, mens han og bandet spiller primi-rock ind til benet, som det var at høre fra åbningsnummeret "Mugi-Boogie I love the way she is looking at me, like I was a fruit hanging in her tree", stønner han, mens tonstunge trommer og Fenderbas, skaber en rullende grundrytme, der ville få Jerikos mure til at smuldre på sekunder. Videre går det "Pathetic Anthem", stålstreng og heavytung, og publikum nyder det seje groove. Det lyder ikke kønt, men det er skønt, at høre rock spillet højt, overstyret og uden frygt for, at det bliver grimt. Her er næsten konstant tryk på kedlen, men i begyndelsen virker det også, som om der er lidt bandnerver på, når numrene hektisk bliver leveret bevidst overstyrede og forvrængede, og publikum reager da også afventende. I nummeret "I'm Allrigth" skifter Mugison til elguitar, og tempoet bliver mere ballladeagtigt i denne selvmordssang, der handler om at være lige ved at gøre det, men i stedet blive oppe hele natten og tænke på dem, du elsker. Og midt i al sin skramlende skønhed kan du høre Georg Harrison-inspirationen og hans "still my guitar gently weeps". Det er rock og blues og boogie uden filter. Lige på og stærkt og udover at være en glimrende guitarist kan Mugison også synge med en stemme, der har hele paletten, Følsom, hulkende, snerrende, fortabt og desperat, men hele tiden overbevisende og uortodoks. "She loves you, yeah, yeah", sang Beatles, mens Mugison synger "I Want You", og den får med karatehuggende rock i "Jesus Is A Good Name To Moan" og "To The Bone", og publikum synger både med og vil ikke give slip, og det ender efter den forrygende boogie-blues "Murr Murr" med to ekstranumre, hvoraf det ene igen er "Mugi-Boogie", og denne afsluttende gang bliver den virkelig sparket ud over scenen. Som et lille appendiks vil vi ikke undlade at gøre opmærksom på den amerikanske musiker Peter Broderick, der stillede op som opvarmning før Mugison. Ene mand med guitar, keyboard, sav og violin skabte han den smukkeste og særeste musik, når han ganske stilfærdigt spillede nogle få akkorder på keyboardet, tilføjede raslerytme og måske lidt melodica og løbende optog det undervejs, så det fungerer som loops, han kunne spille henover på eksempelvis violin og herefter improvisere mod sin egen improvisation. En fænomenal musisk begavet multiinstrumentalist. Anderledes smuk musik skabt på stedet. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Mugison og Peter Broderick, Studenterhuset, Aalborg, fredag aften