Udland

Muhammed-uro: USA sender soldater til Sudan

Blodige protester over islamkritisk film får amerikanerne til at opruste sikkerheden ved USA's ambassade.

Muhammed-uro: USA sender soldater til Sudan

Efter fredagens voldsomme demonstrationer ved den amerikanske ambassade i Sudans hovedstad, Khartoum, sender USA nu specialstyrker til landet.

Et hold af marinesoldater skal styrke sikkerheden omkring ambassaden, siger en amerikansk embedsmand, som forlanger at være anonym.

Det amerikanske forsvarsministerium, Pentagon, har allerede sendt kampklædte soldater til Libyen og Yemen, efter at en USA-produceret film om profeten Muhammed har udløst demonstrationer flere steder i Mellemøsten og Nordafrika de seneste døgn.

Filmen håner Muhammed og beskriver ham som blandt andet kvindeglad og krigerisk - det har fået den muslimske verden i oprør.

Fredag blev tre personer dræbt ved voldsomme optøjer foran ambassaden i Khartoum.

Politiet brugte tåregas og knibler for at holde tusindvis af demonstranter væk fra ambassaden. Flere demonstranter trængte kortvarigt ind på ambassadens område.

Tidligere fredag stormede en menneskeskarer også det kompleks, der huser den britiske og tyske ambassade i byen.

Længere nordpå i Tunesien tørnede politi og demonstranter også sammen ved USA's diplomatpost - her meldes tre dræbt og 28 såret.

Den spirende nye Muhammed-krise i den arabiske verden begyndte tirsdag, da dele af amatørfilmen "Innocence of Muslims" blev lagt ud på internettet.

De efterfølgende optøjer førte til, at den amerikanske ambassadør i Libyen, Christopher Stevens, blev dræbt natten til onsdag ved et angreb på USA's konsulat i Benghazi.

Filmen er blevet fordømt af en række landes regeringer, blandt andre i Indonesien, Pakistan, Afghanistan, Egypten og Tunesien. USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, frastødes af filmen.

Amatørfilmen er angiveligt lavet af en egyptisk kopter bosat i Californien, som går under pseudonymet Sam Bacile. Hans rigtige navn er Nakoula Basseley Nakoula, og han er sat under politibeskyttelse i sit hjem i Los Angeles, da han frygter for sit liv.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.