Muldbjergskolen moderniseres igen

Muldbjergskolen får i tredje etape nye faglokaler for 5,5 mio. kr.

HJØRRING:5,5 mio. kr. er der afsat til tredje og sidste etape af renoveringen af Muldbjergskolen. I øjeblikket er arkitektfirmaet Bundgaard & Kassow i fuld gang med at finpudse tegningerne i samarbejde med skolens ledelse.b Byggeriet skal starte til august 2005. - I 1995 blev der udarbejdet en masterplan for Muldbjergskolens renovering, men der er sket meget siden da, så der skal laves noget om, siger skolens inspektør Pernille Hovaldt. Hun fremhæver, at skolen blandt andet er godt på vej til at blive tre-sporet på alle årgange, hvilket vil betyde knap 200 elever flere ned de nuværende 620. - Vi skal hele tiden finde en løsning, som dels dækker de aktuelle behov, dels kan bruges i fremtiden, siger Pernille Hovaldt. Med den sidste renovering får skolen et helt afsnit til naturfag. Et lokale til natur og teknik, til fysik og et til biologi. Og det er tiltrængt. - Det kræver i hvert fald en opgradering af lokalet her, hvis vi skal leve op til ministeriets nye krav til faget biologi, siger biologilærer Kim Hansen. De nye naturfagslokaler placeres dér, hvor skolens bibliotek i dag er placeret - det hedder pædagogisk servicecenter. Det flyttes derhen, hvor skolens musik- og dramalokale er i dag. Det placeres i nærheden af indskolingsafdelingen. - Vi forsøger at gøre skolen klar til de nye moderne undervisningsformer, hvor lokalerne skal være fleksible. Vi indretter det efter, at læreren får bærbare computere, så de kan sidde og arbejde hvor som helst. De skal bruge såkaldte "smart-boards". siger Pernille Hovaldt. Én af de ting, som ændres i forhold til de oprindelige arkitektplaner er personalerummene. - Det var meningen, at vi skulle have mindre personalerum rundt om i afdelingerne, men det har vist sig at være upraktisk og dårligt, fordi vi aldrig så hinanden. Vi har også savnet et stort fælles personalerum ligesom vi har manglet garderobe og toiletter til de ansatte, siger Pernille Hovaldt. I de nye tegninger er der tegnet et stort fælles personalerum ind, der ligger tæt på både det pædagogiske servicenter og kontorerne. - Vi glæder os simplethen så meget til det her er færdigt. Det skal gerne være færdigt så hurtigt som muligt, men i hvert fald meget, meget gerne til 1. april 2006, for så har skolen 100 års jubilæum, lyder det fra skoleinspektøren.