Mulig bankrøver bag tremmer

49-årig fængslet fire uger for røveri i Nykøbing.

Røverier 6. august 2010 16:33

Selv om forsvareren forsøgte at så stor tvivl om beviserne, blev en 49-årig mand fra Mors fængslet i fire uger sigtet for bankrøveri. Det væbnede røveri skete onsdag 28. juli ved godt middagstid, og anklagemyndigheden brugte blandt andet overvågningsfotos af røveren og hans specielle mørke knallert som et af beviserne. Røverens statur og knallerten passede på den 49-årige, som havde ejet en knallert af den type, men som han påstod han i vrede havde brændt af to dage før røveriet. En nabo kunne dog berette om en sort røgsky fra den 49-åriges bopæl efter røveriet. I det hele taget var den 49-åriges forklaring i grundlovsforhøret fredag formiddag meget usikker og han havde især besvær med at forklare, hvordan han kunne aflevere en kuvert med 65.000 kroner hos en mand i Thy i forbindelse med, at den 49-årige ville have en forbindelse med kontakt til en mulig ægtefælle fra udlandet. Den 49-årige var blandt andet inde på, at han havde en del kontanter liggende fra gevinster fra diverse spil. Den 34-årige mand, der tidligere var anholdt og sigtet, men som blev løsladt igen, får sigtelsen fjernet igen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...