Mulighed for at føle ulykke på egen krop

AALBORG:Der bliver mulighed for at mærke på egen krop, hvordan det føles at forulykke og slå kolbøtter i en bil, når den igangværende kampagne for brug af sikkerhedssele fredag og lørdag kommer til Aalborg. Kampagnen, som er tilrettelagt af Aalborg Trafiksikkerhedsudvalg, omfatter en såkaldt "rulle-rundt-bil". Det er en klassisk Ford Taunus spændt op i en maskine, som kan dreje bilen rundt. Sådan en rundtur kan alle interesserede få henholdsvis ved Føtex på Niels Bohrs Vej i Aalborg Øst fredag eftermiddag og ved Aalborg Storcenter i City Syd lørdag fra midt på formiddagen til ud på eftermiddagen. Deltagerne bliver spændt fast med sikkerhedssele i Ford'en, som derefter slår en kolbøtte. På den måde kan folk få fornemmelse af, hvordan det er at rulle rundt i en bil med sikkerhedssele. Pointen er at få folk til at tænke over, hvordan og hvor voldsomt det så må være uden brug af sikkerhedssele. Indslaget er et led i den igangværende landsdækkende kampagne for at få bilister til at bruge selen under mottoet: Det ta'r kun to sekunder at spænde selen.