EMNER

Mulighed for tvangsmålingaf børn på vej

Politiet skal kunne måle og veje børn i trafikken. Selv hvis det sker mod forældrenes vilje, mener Justitsministeriet.

Politiet vil fremover kunne kræve dit barn målt og vejet, når du bliver stoppet i trafikken. Det er konsekvensen af et nyt lovforslag, som Justitsministeriet netop har sendt i høring. Den 1. maj i år blev der indført nye skærpede regler, som pålægger bilister at spænde børn under 135 centimeter fast i godkendt sikkerhedsudstyr, der passer til højde og vægt. Ellers koster det et klip i kørekortet. Men hvad nu hvis politiet stopper en bilist med et barn, som ikke er fastspændt i det omtalteudstyr, og hvor det ville kræve et målebånd, at afgøre om barnet har sneget sig over de 135 centimeter? Måling og vejning er ifølge retsplejeloven et legems-indgreb, som når det handler om børn, kræver forældrenes samtykke. Men for at undgå et klip i kortet kan forældre have en interesse i at sige nej i det øjeblik, politiet ruller målebåndet ud. Derfor forslår Justitsministeriet, at forældrenes krav på samtykke bliver tilsidesat af hensyn til barnets sikkerhed i trafikken. Morten Rasmussen, pressechef i Rådet for Større Færdselssikkerhed, støtter forslaget: - Det er helt fair, for det handler jo om, at forældrene ikke formår at leve op til deres ansvar og sikre deres børn i trafikken, siger han. Justitsministeriet har ikke lagt en slagplan for, om politiet skal udstyres med badevægte og tommestok, hvis forslaget bliver vedtaget. Bo Jonassen, tillidsmand i Rigspolitiets Færdseslafdeling, siger: - Hvis det bliver besluttet, og vi får udstyret til det, så vil vi selvfølgelig gøre det. Selv om det kan være lidt svært at have både vægt og målebånd med på motorcyklen.