Muligheder - men ikke for mirakler

Efter al sandsynlighed kommer der til at blive dyrket genmodificerede afgrøder i Danmark. Dele af lovgivningen er allerede på plads og resten er undervejs. Nogle kan slet ikke vente, mens andre er temmelig bekymrede. Jeg hører til de sidste. Forbrugerne, som i sidste ende skal købe produkterne, er heller ikke lige begejstrede for ideen om at manipulere med planternes egenskaber ved at ændre deres arveanlæg. Det tunge skyts kommer på bordet, når de bekymrede skal overbevises om, at spredningsrisikoen og den generelle uvished om de langsigtede konsekvenser overhovedet er værd at tage. Flere, både tilhængere og modstandere, har forelsket sig i et tilsyneladende uimodsigeligt argument: At udviklingen af afgrøder med særlige egenskaber, vil løse alle sultproblemer i de fattige lande. Det lyder jo nærmest som et mirakel, men i virkeligheden er det bare et rigtigt dårligt argument. Sultproblemet er et strukturelt og socialt fordelingsproblem og skal løses som et sådant. De vestlige lande kan ikke fralægge sig ansvaret ved at henvise til ny fødevareteknologi, for udviklingen af genmodificerede planter er ikke en velgørenhedsforretning. Tværtimod er det den private forskning, der dominerer. Altså er forskningen styret af, at nogen tror på, at de på længere sigt kan få noget ud af deres investeringer. Samme problem gør sig gældende i medicinalbranchen, hvor private firmaer ikke ligefrem står på nakken af hinanden for at forske i bedre malariamedicin. Hver gang der henvises til forskning, der kan have interesse for de fattige lande, stammer det fra den offentlige forskning. Så hvis argumentet virkelig skal tælle, skal der investeres markant mere der. Overordnet kan man sige, at udviklingen af planter med markant ændrede egenskaber er en videnskab, der har et potentiale. Der kan meget vel vise sig muligheder, der kan komme os alle til gode. På mange måder er det den samme proces, som den forædling af planter, vi har praktiseret i mange generationer. Men som noget nyt kan man indsætte nye egenskaber på tværs af artsgrænser. Hvilke konsekvenser det kan få for økosystemernes balance, for mangfoldigheden i naturen, måske endda for den menneskelige organisme - det ved vi stadig alt for lidt om. Jeg mener, at vi bedst realiserer potentialet ved at styrke den offentlige forskning markant og ved at holde forsøgene indenfor lukkede systemer længe endnu. De fattige lande hjælper vi ikke ved at lade dem fungere som prøveklud for en ny teknologi, som vi ikke selv er helt trygge ved. Vi hjælper dem ved at stå ved det ansvar, vi har som et bedrestillet land, og ved at fastholde et højt niveau i nødhjælpen. Selvfølgelig kan vi ikke forbyde dem at tage den nye teknologi til sig, og det er også indlysende at de kan have grunde til at vælge at dyrke genmodificerede afgrøder. Men vi har et ansvar for at arbejde for, at de har et reelt valg med muligheden for at vælge det fra. Vi skal sætte tempoet ned. Hverken forskerne eller landmændene ved nok om de langsigtede konsekvenser, til at det er forsvarligt at påbegynde dyrkningen af genmodificerede planter i det almindelige landbrug. Der er mange ting, der bør undersøges og afklares, og vi bør tage os den nødvendige tid. Selv om det ofte bliver fremstillet sådan, så er der ikke tale om en ny teknologi, der kan udrette mirakler, og gøre hele verden god og lige. Teknologien er, som alle andre, underlagt markedskræfterne. Vi kan vælge at sætte den frit i spil, og se hvor den ender - eller vælge at styre i den retning, hvor vi mener den vil kunne gøre gavn. Jeg er afgjort tilhænger af det sidste. Mogens Nørgård Pedersen, Gl. Landevej 27, Birkelse, er folketingsmedlem for Kristeligt Folkeparti.