Mulighedernes land for professor

Han er født og opvokset ved Aalborg Havn. Men det er nu ikke derfor, Hans Johnsen for et lille års tid siden besluttede at vende tilbage til barndomsbyen for at arbejde på Aalborgs nye universitetssygehus. Det er heller ikke pengene, men muligheden for at få forskning og patientbehandling til at gå op i en højere enhed.

Professor Hans Johnsen valgte at tage springet fra København til Aalborg, fordi han anser det nye nordjyske universitetshospital for at være mulighedernes land på et højt fagligt niveau. Foto: Henrik Bo

Professor Hans Johnsen valgte at tage springet fra København til Aalborg, fordi han anser det nye nordjyske universitetshospital for at være mulighedernes land på et højt fagligt niveau. Foto: Henrik Bo

- Nej, der var fordi jeg her så alletiders mulighed for at få forskning og behandling til at gå op i en højere enhed, hvor målet er den bedste patientbehandling. Jeg anser i høj grad Nordjylland for at være mulighedernes region inden for mit felt, forklarer han. På Hans Johnsens visitkort står der både professor, overlæge og dr. med., og mange kolleger rystede undrende på hovedet, da han i oktober sidste år forlod en god stilling som professor ved Københavns Universitet til fordel for et job på Aalborgs nye universitetssygehus. Træghed Men hos Hans Johnsen var der ingen tvivl i sindet. - Hellere bruge energi på at skabe et spændende forskningsmiljø og en attraktiv afdeling i Aalborg end at bakse med et lidt tungt system i København. Hans Johnsen understreger, at han skam har mange gode kolleger og venner i den københavnske universitetsverden. Trægheden på det gamle universitet var blot ind imellem lidt for obstruerende efter Hans Johnsens smag. Aalborg Sygehus’ status som universitetshospital var det, der gjorde udslaget og startede planerne. - Et kvantespring, som er fantastisk modigt gjort af de mennesker, som traf beslutningen, konstaterer den 58-årige professor med adresse til de nordjyske amtspolitikere og sygehusledelsen. Kvalitet - Som univetsitetssygehus bliver der for alvor sat fokus på kvaliteten. At være universitetssygehus er i sig selv et kvalitetsstempel. Og når først skridtet er taget, ligger der jo en forpligtelse til at støtte forskning og udvikling i forbindelse med behandlingen på sygehuset, tilføjer han. Hans Johnsen er professor i hæmatologi. Altså blodsygdomme. Herunder kræftsygdomme. På Aalborg Sygehus er han naturligt nok tilknyttet hæmatologisk afdeling, og han har kontor i Forskningens Hus, der ligger på samme matrikel. Forventningerne er bestemt ikke blevet skuffede. - Der ligger en udfordring i at være med til at skabe en ny kultur, hvor fagligheden hele tiden skal være helt i top. Vi kalder det med et fint ord ”akademisk medicin” . Og i Aalborg er vi bestemt lige så dygtige som andre steder i landet. Det handler om hele tiden at udfordre sig selv og hinanden, siger Hans Johnsen. 18 læger er i dag tilknyttet hæmatologisk afdeling, og der sker hele tiden nyt. Selv de yngre læger henvender sig nu for at høre om mulighederne for ansættelse. Hans Johnsen synes, det er en rar fornemmelse at kunne tilbyde dem at være en del af dem faglige udvikling. Han oplever en fantastisk støtte fra de nye kolleger og stor bevågenhed fra omverdenen. Markering Således har det nyetablerede forskningsafsnit for blodsygdomme i Aalborg allerede markeret sig både nationalt og internationalt. I øjeblikket er afsnittet ved at forhandle en bevilling fra EU på 20 millioner kroner i hus med Aalborg Universitetssygehus som koordinator. - Det er stort, konstaterer professoren. Og tilføjer: - Det er en daglig glæde at gå gennem sygehusets terræn og opleve den iver og entusiasme, som præger personalet i Medicinerhuset. Jeg har ikke været her så længe endnu, at jeg helt præcist ved, hvordan det er på andre afdelinger. Men hvis det er som på den afdeling, hvor jeg selv arbejder, er der bestemt kun grund til optimisme. Hans Johnsen er overbevist om, at Nordjyllands Amt - nu snart Region Nordjylland - har valgt det helt rigtige spor med faglighed i højsædet i bestræbelserne på at tiltrække dygtige speciallæger. - Der findes naturligvis folk, som aldrig kunne drømme om at bo andre steder end i København. Men herregud, afstandene her i landet er jo i virkeligheden ingenting, og nogen må altså prøve at vække de dygtige mennesker, som sidder og sover rundt omkring. Det gør vi bedst ved at vise resultater af vores forskning. Det er resultaterne, der tæller, bemærker han. Berejst Hans Johnsen har selv været lidt omkring i sin karriere som læge. Efter afslutning på studiet i Århus var han først ansat dér i nogle år, inden turen gik videre til USA. De seneste 15 år har han boet og arbejdet i København. I øjeblikket er han på udkig efter en andelsbolig i Aalborg, hvor han kan bo sammen med hustruen og deres lille hund. Børnene er forlængst voksne og har selv stiftet familie rundt om i landet. Så i forhold til dem er det ikke afgørende, om forældrene bor i Aalborg eller København. Selv om Hans Johnsen så småt nærmer sig efterlønsalderen, har han overhovedet ingen planer om at stoppe de næste mange år. Dertil er arbejdet alt for spændende. Og selv om Aalborg Sygehus så rigeligt opfylder hans ønsker om faglige udfordringer, vil han ikke garantere, at han blive i tid og evighed. - Min gødning er nye udfordringer blandt mennesker med faglig nysgerrighed og undren. Men hvis Hans Johnsen en skønne dag skulle finde på at søge andre græsgange, bliver det med garanti ikke på et privathospital. - Jeg er opdraget med et sundhedsvæsen, der er styret af faglighed og solidaritet. Hvis det er andet, der styrer, er det noget galt, fastslår han.