Team Danmark-formand vil til bunds i sag om mulig doping

Team Danmark og DIF beder Anti Doping Danmark vurdere eventuelle brud på antidopingreglerne i dansk svømning.

Team Danmark-bestyrelsesformand Frank Jensen (i midten) kræver en undersøgelse af muligt brud på antidopingreglerne.

Team Danmark-bestyrelsesformand Frank Jensen (i midten) kræver en undersøgelse af muligt brud på antidopingreglerne.

KØBENHAVN:Team Danmark har sammen med Danmarks Idrætsforbund (DIF) henvendt sig til Anti Doping Danmark for at få vurderet eventuelle brud på dopingreglerne.

Det handler specifikt om den tidligere landstræner Paulus Wildeboers udlevering af medicin, der kunne medføre positive dopingprøver, til de danske svømmere.

Det oplyser Team Danmark på sin hjemmeside.

Bestyrelsesformand i Team Danmark Frank Jensen kræver sagen undersøgt nærmere for brud på de antidopingregler, som Det Internationale Antidopingagentur (Wada) har opstillet i et såkaldt kodeks.

- Denne sag skal undersøges til bunds. Derfor har Team Danmark sammen med Danmarks Idrætsforbund henvendt sig til Anti Doping Danmark.

- De er nu i gang med at vurdere, om der er grundlag for at starte en nærmere undersøgelse af eventuelt brud på Wadas kodeks.

Kammeradvokaten, der er statens advokat, blev af Team Danmark og Danmarks Idrætsforbund (DIF) sat i gang med at undersøge forholdene for de danske svømmere.

Og Kammeradvokatens rapport stilles der kritisk lys på Paulus Wildeboers brug og udlevering af udenlandsk medicin til svømmerne.

Rapporten retter skarp kritik af manglende kontrol, tilsyn og opfølgning med det forhold. Og det konstateres, at noget af den medicin, svømmerne fik udleveret, kunne medføre en positiv dopingprøve.

Det får Frank Jensen til at rette en ret så markant kritik mod sin egen organisation.

- Det er chokerende, at der ikke blev handlet korrekt, da den viden tilgik Team Danmark, siger Frank Jensen.

Rapporten rejser desuden kritik af, at Team Danmarks daværende ledelse ikke orienterede bestyrelsen om sagen med Paulus Wildeboers udlevering af medicin til svømmerne.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.