EMNER

Muligt drab bag 54-årigs død

KØBENHAVN:Der ligger muligvis en forbrydelse bag fundet af en død 54-årig mand ved et grønt område i Nørre Alslev på Falster sidste torsdag. I første omgang forbandt politi og læger ikke ligfundet med en forbrydelse, men nu har obduktionen vist noget mistænkeligt. - Der er fundet kvæstelser flere steder på kroppen, og vi har nu indledt en egentlig drabsefterforskning. Vi ved dog endnu ikke med sikkerhed, at han er blevet slået ihjel, men obduktionen har vist skader, som ikke umiddelbart kan forenes med en naturlig død, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen. Den 54-årige var en kendt person i det lokale misbrugsmiljø, og han er sidst set i live 19. februar ved middagstid i det lokale butikscenter, oplyser politiet. /ritzau/