Muligt nyt spor i voldtægtsagen fra Løgstør

Politiet i Løgstør har rekvireret en kopi af en 22-årig sønderjysk mands DNA-profil. Det sker efter manden onsdag aften forsøgte at voldtage en 85-årig dame fra Åbenrå.

Politiet i Løgstør anholdt kl. 14.10 en 16-årig ung mand fra Løgstør i forbindelse med voldtægter af to ældre damer fra Løgstør. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen

Politiet i Løgstør anholdt kl. 14.10 en 16-årig ung mand fra Løgstør i forbindelse med voldtægter af to ældre damer fra Løgstør. Arkivfoto: Daniel Mikkelsen

- Vi er meget interesserede i at sammenligne den 22-åriges DNA-profil med de DNA-spor vi har fra to voldtægter af ældre damer i Løgstør, siger Jørn Dalsgaard, der leder efterforskningen i sagen om de to meget grove voldtægter i Løgstør. I modsætning til i Åbenrå så gennemførte gerningsmanden i Løgstør begge sine voldtægter. For kort tid siden fik politiet via DNA slået fast, at det er den samme gerningsmand, der stod bag begge voldtægter i Løgstør. - Vi skal have undersøgt om der kan være nogen sammenhæng mellem den 22-årige og de to voldtægter i Løgstør, så derfor har vi naturligvis haft fat i kriminalpolitiet i Sønderjylland for at få så mange oplysninger som overhovedet muligt, siger Jørn Dalsgaard. Han vil ikke afvise, at politiet i Løgstør vil forsøge at få afhørt den 22-årige sønderjyde inden svarene på hans DNA-prøver ligger klar. - Vi er selvfølgelig interesserede i at høre om han f.eks. har boet i Løgstør-området eller har været her i de perioder, hvor de to voldtægter er begået. - Omvendt så ved vi, at det kan gå meget hurtigt med at få DNA-svar, når manden er sigtet, så det kan være at svarene ligger klar hurtigere end vi kan nå at få snakket med ham, siger Jørn Dalsgaard.