Multietnisk mødested

Hver mandag mødes nydanskere og gammeldanskere i multietnisk klub på Søndre Skole

Blokhus 23. september 2002 08:00

HOBRO: På Søndre Skole er nybyggeriet igang, men lokale 211 ligner et levn fra 70'erne. Et trangt lille rum med lysebrune vægge og træpaneler. Men også med mennesker. Cirka 15, af forskellig alder og hudfarve. Det er mandag aften og "Mødestedet - et etnisk værested på Søndre Skole" holder åbent. Ved et bord sidder 15-årige Ushanithy Kandasamy og 16-årige Janani Prabakaran. De to 9. klasses elever skriver på hver deres engelske stil. - Vi kommer for lektiehjælpen. Vi havde nok ikke været hernede så tit, hvis der ikke var lektiehjælp. Nu har vi altid været her, vi har aldrig været fraværende, griner Ushanithy Kandasamy. Lektielæsning er en del af Mødestedet. Men der er også aktiviteter for mindre børn og almindelig hygge på programmet. I det ene hjørne brygger kaffemaskinen. Ved siden af står et fad med chokoladekage. - Lige nu er det børn, der er her. Det skyldes nok vores tilbud om lektiehjælp. Men her kommer også voksne, og så diskuteres der på livet løs om alt fra Nietzsche over børneopdragelse til politik, forklarer Susanne Krog, der er lærer på Søndre Skole og en af de 10 personer, der fungerer som "voksne" i Mødestedet. Nyt tiltag Mødestedet åbnede første gang i maj. Henover sommeren har der været ture til Store Økssø, Verdenskortet og Fårup Sommerland. Og 12. august begyndte de så igen at holde åbent hver mandag aften. - Der har aldrig været en mandag uden brugere. Det laveste antal er fem, det højeste 45. Den første aften var der et bredt udsnit af nydanskere, men lige nu er det den arabiske gruppe, der dominerer, siger Susanne Krog. I hjørnet modsat kaffemaskinen sidder fire børn, i alderen seks til otte år, og tegner. Skibe er motivet. Både hjuldamperen Svanen og Kongeskibet tegnes, males og klippes ud, hvorefter de limes på et stort stykke pap, der hænger på væggen. Spredt i resten af lokalet sidder børn og unge sammen med en af de fire voksne, der er på "arbejde" i Mødestedet i aften. Arbejde er det nu ikke. Det er frivilligt og ulønnet. - Der blev sat en annonce i avisen i slutningen af september, men der kom ingen. Det er ikke til at sige, om det skyldes terroren i USA, men da det blev prøvet igen i marts, kom der ti mennesker, fortæller Susanne Krog. En af dem er Egon Østergaard, der er efterlønner og synes, at det er et nødvendigt tiltag, der er kommet nu. - Vi har i Hobro ikke været for gode til at tage imod indvandrere. Hvis de skal integreres, skal vi komme dem i møde og blandt andet hjælpe med lektielæsning. Det er først for nyligt, vi er kommet igang med det, og det er lidt ringe, mener Egon Østergaard, hvis kone Lizzy også er med i Mødestedet. Som navnet indikerer, så er Mødestedet et sted hvor mennesker mødes på tværs af alder og nationalitet. Det er også en af grundene til, at Ushanithy Kandasamy og Janani Prabakaran kommer. - Man lærer nogle andre at kende. Nogle, der er ældre end man selv er. Man har også mulighed for at snakke med nogle af lærerne og komme med sine egne meninger, lyder det fra Janani Prabakaran. Mennesker kommer for at mødes, og der er altid plads til flere. Susanne Krog ser gerne at der kommer flere, både nydanskere og gammeldanskere. - Vi vil gerne have flere. Både til bare at kigge ind, men også til at være med i gruppen bag mødestedet, bemærker hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...