Multietnisk smeltedigel

CD POP Natacha Atlas: "Something Dangerous" På trods af den truende titel er Natacha Atlas' femte album "Something Dangerous" ikke specielt farligt. Spændende eller udfordrende ville være mere præcise ord. Efter fire udgivelser, hvor den belgisk-fødte sangerinde og mavedanserinde sprogligt tog udgangspunkt i sine arabiske rødder, synger hun på den femte flere af sangene på engelsk - dog stadig med arabisk intonation. Men også franske og hindi gloser sniger sig ind. Natacha Atlas har fået sin musikalske opdragelse dels gennem sin egyptiske far og dels gennem samarbejdet med London-kollektivet Trans-Global Underground, der siden starten af halvfemserne har eksperimenteret med at blande elektronica, dub og hiphop med arabisk og indisk musik. Det mix beskriver også Atlas' nye plade meget godt. I kraft af sin baggrund står Atlas med det ene ben i Mellemøsten og det andet i Europa, og på sådan pladen også delt op. De første fem sange lyder meget arabisk inspirerede. Atlas synger på arabisk, mens hendes duetpartnere rapper på engelsk. Den første sang, "Adams Lullaby", slår temaet an for resten af pladen: sammenstødet mellem to musikalske verdener. Her er modspilleren til Atlas' arabiske messen bare ikke en anden stemme men noget så typisk europæisk som et symfoniorkester. Atlas' stemme svæver henover strygere og harpelyde, men lander sikkert i den sødmefyldte sang. Sjette sang er et cover af det gamle James Brown nummer "This is a Man's World". Den er meget enkelt arrangeret i forhold til resten af numrene. Kun percussion, bas og strygere og Atlas karakteristiske vokal. Ellers er de fleste numre bygget op over en ramme af elektronisk trommer og basgange. Rap, arabisk trompet, kablatrommer og strygere lægger ekstra lag på inden Atlas' stemme skærer igennem. De sidste sange er mere lige ud af r'n'b landevejen, og ikke så udfordrende at lytte til for øre, der er vænnet til vestlig popmusik. Herimellem gemmer sig blandt andet en smuk duet med den irske sangerinde Sinead O'Conner. De to specielle sangerinder klæder hinanden godt på den svævende messende "Simple Heart". Natacha Atlas album er en spændende og smuk lytteoplevelse, der dog ikke rigtig rykker. "Something Dangerous" virker mere som soundtracket til et rart ferieminde. Charmerende og eksotisk, men ikke en ørehænger. Ulrik Andersenulrik.andersen@nordjyske.dk Natacha Atlas: Something Dangerous, Playground Music Scandinavia.