Multihus endelig klar til brugerne

Når skole- og kulturrådmand Henrik Thomsen (SF) lørdag 29. august indvier det nye multihus i Vester Hassing, så er det kulminationen på en vision, som blev skabt helt tilbage i 1996.

Til gengæld kan formand for Vester Hassing Gymnastikforening, Lisbeth Fischer, og leder af byens skole, Helle Bo Pedersen - som begge også deltager i indvielsen - glæde sig over, at både Vester Hassing og Stae har fået et nyt samlingspunkt for elever, børn, unge og ældre. Multihuset omfatter nemlig blandt andet sal, lokaler til klubaktiviteter samt omklædningsrum og betyder, at VHG endelig får samlet alle sine sportslige afdelinger på samme sted. Selv om de første planer for multihuset blev tænkt i 1996, kom der først skred i planerne 10 år senere, da den daværende Hals Kommune i efteråret 2006 bevilligede tre millioner kroner til projektet. Siden solgte VHG sit klubhus og fodboldbane til et byggefirma, og disse penge blev også investeret i det nye multihus med tilhørende anlæg. Projektet er styret af en fond med repræsentanter fra VHG, skolen, en lokal person samt borgerforeningerne i Stae og Vester Hassing, og arbejdet blev udført i samarbejde med Aalborg Kommune, oplyser fondens formand, Carl Nødgaard Hansen. Samtidig med multihusets indvielse bliver en ny multibane ved hallen også taget i brug. Bag den investering ligger et stort bidrag fra Henirich Saches Fond. I øvrigt dukker ikke færre end 25 tidligere fodboldspillere i VHG, som alle er over 65 år, op til indvielsen.-tin