Multihus-folk vil have klare svar af byrådet

V. Hassings multihus-arbejdsgruppe føler sig snydt efter kommunen har besluttet sig for at give puljepenge til Hou i stedet for V. Hassing

Lokalpolitik 29. september 2002 08:00

V. HASSING: - Hvor lang tid skal vi vente på at få attraktive forhold, der også kan være med til at tiltrække tilflyttere til dette område af Hals Kommune? Skal alle forretninger i byen lukke først - og alle vores huse sættes til salg? Frustrationerne er mærkbare i den arbejdsgruppe, der arbejder på at få et multihus stablet på benene i V. Hassing - et projekt, der p.t. af politikerne i Hals Byråd er blevet sat på vågeblus til fordel for et lignende borger- og aktivitetshus i Hou. Der blev forleden i forbindelse med V. Hassing-projektet holdt møde i V. Hassing Hallen for at evaluere på forløbet siden starten for to et halv år siden. Her bad kulturudvalget og kulturforvaltningen V. Hassing Skole og V. Hassing Gymnastikforening om at træde ind i en arbejdsgruppe for at gennemarbejde fremtidsvisionerne for V. Hassing Hallen. Arbejdsgruppen har gennem årene ændret sammensætning, idet både kulturudvalget og kulturforvaltningen er udtrådt. Arbejdsgruppen er nu sammensat meget bredt. Her er der nu også repræsentanter fra Stae Borgerforening og DGI Nordøstjylland. Sidste år var arbejdet i gruppen så langt fremme, at der kun manglede en bevilling fra byrådet til at få gruppens forslag professionelt gennemarbejdet - en bevilling, som gruppen mente var sikret, da forslaget blev overordentlig godt modtaget ved præsentationen for kulturudvalget og kulturforvaltningen. Ingen penge til V. Hassing Nu er der imidlertid sket det, at intet er blevet bevilget til multihuset i V. Hassing, og at det som nævnt er borger- og aktivitetshusfolkene i Hou, der kan se frem til i første omgang at få de 150.000 kr., der er afsat på 2002-budgettet til udarbejdelsen af en mere præcis projektbeskrivelse for projektet dér. Det sker, efter at der i januar måned i år blev holdt en temadag i byrådet, hvor man efter en god modtagelse blev bedt om at analysere projekterne yderligere og om at søge af de afsatte puljer. I løbet af foråret er alle relevante foreninger, klubber, børnehaver, dagplejen og mange andre blevet inviteret til møder med arbejdsgruppen. Arbejdsgruppen har herefter udarbejdet en tidsplan, der her i efteråret skulle resultere i et borgermøde med et projekt, hvor man skulle have en lille smule professionel hjælp. Derfor søgte man om midler fra puljen i april måned. Til dato har gruppen intet hørt. I NORDJYSKE Stiftstidende fremgik det så i uge 36, at Hou nu får puljen, og at deres projekt står til at blive gennemført. Det har fået arbejdsgruppen i V. Hassing til at spørge sig selv, hvem det egentlig var, der satte det hele i gang for over to år siden? Og her lyder svaret i V. Hassing-rækkerne: Det var Hals Kommune. Arbejdsgruppen vil derfor nu udbede sig en forklaring fra byrådet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...