Lokalpolitik

Multihus-håbet lever videre

Planerne om et nyt multihus i V. Hassing lever videre, selv om Hals Byråd i en tredelt duel om kommunale støttekroner har valgt at satse penge på et tilsvarende borger- og aktivitetshus i Hou. Arbejdsgruppen bag multihus-projektet i V. Hassing har ikke givet op af den grund, og derfor skal kulturudvalget nu i den kommende uge tage stilling til et ønske fra arbejdsgruppen om at få 20.000 kr. til at arbejde videre med multihus-tankerne. Disse penge skal bruges til blandt andet at indhente erfaringer andre steder fra, ligesom det i arbejdsgruppen også er tanken at styrke grundlaget for multihus-projektet ved at få gennemført en visualisering af projektet. Det tredje projekt i den tredelte duel om kommunale støttekroner var i øvrigt et planlagt ungdomscenter i Hals - et projekt, der p.t. er lagt på is.