Multikunstner

‡Henning Christiansen, komponist og billedkunstner, 76 år. Han blev uddannet klarinettist og musikpædagog på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. I første omgang var komposition kun et bifag, men det blev siden hans hovedbeskæftigelse. Henning Christiansen debuterede som komponist allerede i sin konservatorietid, og i de første værker høres arven fra Carl Nielsen og den neoklassiske tradition. Han nærmede sig dog hurtigt den radikale avantgarde og gik i 1960'erne endnu et skridt videre, da han blev en del af den såkaldte Fluxus-bevægelse. Her lod han sin musik integrere i andre kunstformer, bl.a. i form af performances, happenings og aktioner, hvori musik, billedkunst og optræden smelter sammen. I 1970 var det Henning Christiansen, der ledsagede på violin, da kunstnerkollegaen Bjørn Nørgaard lod en hest ombringe på en sneklædt mark i Kirke Hyllinge. Mere traditionelle job var kompositionen af filmmusikken til "Den forsvundne fuldmægtig" i 1971 og "Præsten i Vejlby" i 1972. I 2007 fyldte Henning Christiansen Den Frie Udstillings sale i København med en udstilling, der fik årets hæderspris fra Foreningen af Danske Kunstkritikere. Henning Christiansen blev i 1985 professor ved Hochschule für Bildende Künste i Hamburg. /ritzau/