Mumford-bassist skal hjerneopereres

Britiske Mumford & Sons har måttet aflyse koncerter i USA, da bassisten Ted Dwane skal hasteopereres.

Mumford-bassist skal hjerneopereres

Det britiske folk-rockband Mumford & Sons har på det seneste vadet i succes. I år løb de med en Grammy Award for albummet "Babel".

Men nu er gruppen havnet i en alvorlig situation.

Den 28-årige bassist Ted Dwane er netop indlagt for at blive opereret i hjernen.

Mumford-bassisten blev skannet, fordi han havde følt sig utilpas i nogle dage.

Her konstaterede lægerne, at der sad en alvorlig blodansamling i hjernen.

Det fortæller bandet i en pressemeddelelse på deres hjemmeside.

- Skanningerne afslørede en blodansamling på overfladen af hans hjerne, som nødvendiggør en operation, står der i pressemeddelelsen.

- Ted får fortræffelig lægehjælp, og vi er blevet forsikret om, at han vil komme sig hurtigt efter operationen, står der videre.

Mumford & Sons har som følge af Ted Dwanes operation måttet aflyse koncerter i Dallas, Woodlands og New Orleans i USA. Men på hjemmesiden fremgår det, at bandet regner med at spille sommerens øvrige koncerter.

Blandt andet er Mumford & Sons booket til Storbritanniens største festival, Glastonbury, i slutningen af juni.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst